Robinson Ekspeditionen6. oktober 2009

”Robinson Ekspeditionen 2009”: Fængslende

Det er i den grad ydmygende - og underholdende - da Johannes og Villy må tilbringe 30 timer i en kæmpe ståltrådsbold
Af af
Johannes og Villy må tilbringe 30 timer i en gigantisk bold af ståltråd
Johannes og Villy må tilbringe 30 timer i en gigantisk bold af ståltråd
 Foto:TV 3

- Robinson er ikke længere det samme, tordner Jan og mener, at Jakob Kjeldbjerg har solgt sin værdighed i 6. afsnit, hvor han også sammenligner ekspeditionslederen med en alfons.

- Har jeg knækket dig? replicerer Jakob og får med en hvæsen besked på i stedet at tale med sin terapeut.

Der er stadig knald på ekspeditionen.

Selv om Jakob vel nok ikke sælger prostituerede, og Jan nok heller ikke er helt færdig, begynder facaderne lige så stille at krakelere.

Muldvarpen har for alvor gjort sit indtog. Som seer kan man ikke lade være med at gætte, og på ekspeditionen er der resignation hos nogle, mens andre fortvivlede gætter på livet løs.

Og ingen har alligevel mandsmod nok til at slå på muldvarpe-gongongen.

Det er alles kamp mod alle, og ingen kan føle sig sikre i det mere og mere fiktive show, der efterhånden er lige dele overlevelse og teater.

Men bedst som vi troede, at det hele gik op i skuespil og fordækte aftaler, gjorde den gode "gammeldaws" Robinson Ekspedition et dejlig helhjertet forsøg på comeback.

Først delte Smukke Søren bøllebank ud i en stærkmandsdyst, og bagefter røg Johannes og Sandra bogstavelig talt i is til halsen og beviste i øvrigt begge, at sejhed ikke nødvendigvis sidder i overarmene.

Ikke mindst Tudeprinsessen er kommet godt igen og fortjener snart et andet kælenavn.

Imens sørger de gamle for morskaben - Jan med sin mærkværdige morgengymnastik og Villy på jagt efter hajer med kniv, kølle og pigernes menstruationsblod ... Det er dæleme underholdende.

Den aldrende spejderknægt fortjener næsten at blive anbragt i ståltrådskuglen, der er så herligt ydmygende, at man må ærgre sig over, det kun går ud over ham og Johannes.

Til sidst må Villy selvfølgelig forlade ørådet og videre til Utopia, mens Jakob til Lottes åbenlyse forbavselse forsikrer, at Villy ikke var muldvarpen.

"Robinson Ekspeditionen" er næsten tilbage ved traditionerne - havde det bare ikke været for den muldvarp.

Sponsoreret indhold