Robinson Ekspeditionen27. oktober 2009

"Robinson Ekspeditionen 2009": Back to basics

Mændene trådte i karakter som ægte overlevere, mens kvinderne kaglede løs i deres lille hønsegård
Af af
Her er 4 potentielle vindere
Her er 4 potentielle vindere
 Foto: TV 3

Det måtte jo ende med, at muldvarpen Ditte røg ud i ørådet, men havde de øvrige tøser været lige så skarpe som hende, så var det måske gået helt anderledes.

- Hold da kæft, hvor er de unge tøser dog blondinedumme. De tror, de kan sætte deres lid til de unge, lækre fyre, bare fordi den ene har kysset lidt. De er da for dumme. De skulle lytte til de ældre kvinder, lød det hånligt fra en af mine kvindelige kollegaer efter aftenens afsnit.

Adressen til Sandra og ikke mindst Maureen var ganske klar.

Tabt hjernen i sandet

Den labre babe har tabt hjernen i sandet og lagt sin loyalitet hos Smukke Søren. så hun nu blot kan vente på sin egen exit, hvis ikke Jakob Kjeldbjerg finder på helt nye stunts.

Til gengæld trådte kysseglade Søren, jernmanden Rasmus, hidsigproppen Jan og den indtil nu anonyme Karlsson for alvor i karakter på deres jungletur langt fra pigernes hønsegård.

Her er 4 potentielle vindere, og man kan kun ærgre sig over, at vakse Villy ikke fik samme chance for at vise sine overlevelsesevner.

Der er virkelig dømt mandetur og for os seere et gensyn med Robinson, fra før der gik psykologi, skuespillere og muldvarpe i ekspeditionen.

Dejligt befriende ...

Selvfølgelig er det urimeligt, at pigerne ikke på samme måde får mulighed for at vinde en plads i finalen, men dén tanke varer kun, indtil der næste gang klippes tilbage til pigernes kaglen i hønsegården. Kun Andrew havde haft styrke nok til at deltage på de 4 musketerers jungletur.

I den forstand er det måske også lidt urimeligt, at Jan må forlade ekspeditionen, mens Sandra og Maureen stadig er tilbage i dysten om den halve million.

I hønsegården er det Andrew, som forsøger at mægle mellem Ditte og Maureen, men sidstnævntes lunte er simpelthen for kort til at skabe noget konstruktivt.

Så kom der breve hjemmefra

De 4 musketerer overraskes midt i junglen med breve hjemmefra fra deres kærester og må gå hver til sit for at lade tårerne få frit løb. En lidt pudsig handling at gå afsides for at skjule sine følelser, mens vi seere alligevel er med på nærmeste hold.

Men det illustrerer, hvor meget mange af deltagerne totalt glemmer kamerafolkene og lever sig helt ind i deres egen verden. Man kan fornemme, at en måned er rigtig lang tid på en næsten øde ø.

I ørådet skal vi igen høre på, at Ditte ikke er værdig - hverken Maureen eller Karlsson kunne finde på at lege muldvarp.

Her må man igen grine lidt som seer. Maureen begyndte også som skuespiller, og Karlsson nåede aldrig at træde rigtigt i karakter, før en simpel knivdyst pludselig har skaffet ham den 1. plads blandt de 4 i finalen.

Ditte den klogeste af pigerne

Ditte er måske forræder, men sammen med Eileen er hun også den klogeste af pigerne.
Hun kunne have budt drengene op til dans længe endnu og måske have reddet Sandra og Maureen, som ved deres dumhed nu blot kan vente på, at det bliver deres tur.

Medmindre altså - at noget uforudset dukker op. Og det gør der sikkert..

Sponsoreret indhold