
Marco Manzionna raser: Ørådet manipuleret i klipperummet

LÆS OGSÅ: Marco forsvarer sig efter Irenes udbrud: - Højt at flyve, dybt at falde
Så gik den ikke længere for sæsonens eksotiske islæt, halvitalieneren Marco Manzionna. I ugens øråd bliver krøltoppen nemlig stemt ud af "Robinson Ekspeditionen".
Og her vidste han godt, at han og kammeraten Anders Thimm stod for skud.
- Jeg ved, at det er Anders og jeg, der er udsat i ørådet. Det er fair nok. Jeg tænker ,at jeg ryger, fordi jeg er den største taktiker af "Gøg og Gokke", siger realitydeltageren til SE og HØR.
Og han har ikke mange ord tilovers for det hold, han efterlader, selv om han godt ved, at han og Anders Thimm - "Gøg og Gokke" - ikke har gjort det nemmere.
- FC Zulu har udfordringer nok i forvejen.
Til gengæld mener Marco Manzionna bestemt ikke, at ørådet på skærmen fremstår, som det foregik i virkeligheden. Der er nemlig adskillige ting, der er klippet ud, fortæller han.
Mere konkret har man i klipperummet sørget for ikke at tage de andres søde tilkendegivelser med.
- Jeg kan ikke forholde mig til et øråd, der er så voldsomt skævt klippet.
- Det er meget manipuleret, men jeg forstår også godt, at folk ikke skal sidde og sige positive ting, siger Marco, som generelt er træt af den måde, han bliver fremstillet på i programmet.
Det gælder blandt andet også hans egen reaktion på at få billetten hjem til Danmark.
- Seerne får ikke med, hvorfor jeg bliver ked af det. Det er klippet så skævt fra, hvordan det er i virkeligheden. Jakob spørger, om jeg er ked af det, og så siger jeg nej. Så siger Sheila noget sødt, og så kan jeg ikke længere holde tårerne tilbage. Klipningen og sammensætningen af det er helt skævt i virkeligheden.
Ifølge Marco Manzionna har han ellers ikke let til tårer. Og han var klar til at forlade skuden.
- Jeg havde fået det ud af det, som jeg gerne ville. Jeg kan ikke brokke mig. Det valg, vi tog i sidste øråd, var for at statuere et eksempel (da de stemte på Anton, så han skulle kæmpe mod Irene i ørådets dødskamp, red.). Jeg ved godt, at jeg har kastet mig selv under bussen. Man ligger, som man har redt: Handlinger og konsekvenser. Det gælder også for mig.
SE og HØR har været i kontakt med Viaplay og forholdt dem, Marcos kritik af klipningen i programmet.
- Robinson Ekspeditionen er optaget over 41 dage, og det kommer nok ikke som en overraskelse for nogen, at det naturligvis ikke er alt materiale, der kommer med i de endelige programmer. Da Marco er stemt ud af Robinson Ekspeditionen, siger han i optagelserne fra Malaysia, at han bliver rørt, fordi de andre deltagere siger pæne ting om ham. Det er også sådan, episoden efterfølgende er redigeret, lyder det fra programredaktør Trine Kongegaard.
