Jakob Kjeldbjerg er som nat og dag: Rasende og rar

DET HER ER “ROBINSON”! SÆT I GANG!
Den får sjældent for lidt på volumen, når Jakob Kjeldbjerg træder ind i rollen som ekspeditionsleder i Danmarks første og hårdeste realityprogram.
– Min karakter – eller rolle, om du vil – falder mig nemt. Jeg vil nærmere sige: Det er ikke en rolle, jeg spiller, det ER mig.
Jeg skruer så bare lige op for det hele, forklarer den garvede vært, der i kaki-kostumet skifter gear, som da han i sin tid løb ind på fodboldbanen i shorts og benskinner.
Men hjemme i privaten går tv-værtens hustru, Christine Kjeldbjerg, og drømmer om at se bare lidt mere til den temperamentsfulde karakter.
– Jeg tror, min kone efter 24 år vil sige: Nogle gange kunne der godt være lidt mere puls, afslører den ellers rapkæftede “Robinson”-ræv til SE og HØR.
Bold og blomster
– Jeg hygger mig i privaten. Jeg elsker at sidde og se Premier League, og der hører hun ikke noget fra mig, så der er hun nogle gange i tvivl om, om jeg er drattet om, griner Kjeldbjerg.
– Jeg nyder også at gå rundt i haven og nusse. Så kontrasten er fuldstændig vanvittig.

Med årene er der dog blevet skruet både op og ned for lydniveau og eder fra ekspeditionslederen – og de seneste par år er udviklingen gået i en mere empatisk retning, mener han.
– Jeg er ikke så voldsom nu, som jeg var for tre-fire år siden. Jeg råber ikke de samme ting til deltagerne. Det er bevidst, men det falder mig også naturligt med en anden jargon.
For syv år siden svinede jeg dem til. Det gør jeg ikke på samme måde længere.
Jeg er fortsat kompromisløs, men med på, at det heller ikke skal blive værre end det, forklarer TV3-darlingen.
Holder ikke i dag
Udviklingen er et bevidst valg, som Jakob Kjeldbjerg har taget sammen med programmets producent og redaktionschef.
– Det skyldes den verden, vi lever i. En midaldrende, hvidhåret fyr som mig, der bare står og råber folk ind i ansigtet, som jeg gjorde dengang – det holder ikke i dag.
Derfor oplever I mig mere empatisk, end jeg var tidligere. Og sådan bliver jeg ved at være.
Det empatiske fylder mere og mere, og ham, der råber og skriger fylder mindre og mindre.
Men han kommer ikke til at forsvinde, for så er det jo ikke “Robinson”. I hvert fald ikke med mig, lover konstrastkongen Kjeldbjerg.