Irene kollapser i "Robinson Ekspeditionen": Kroppen krampede i tre timer
LÆS OGSÅ: Irenes kæreste skeptisk over "Robinson": Han synes, jeg er verdens dejligste
Det blev et af ekspeditionens mest ubehagelige øjeblikke, da Irene pludselig faldt om midt under dysten i “Robinson Ekspeditionen”, og konkurrencen måtte afbrydes.
En kombination af dehydrering, udmattelse og et voldsomt væsketab fik kroppen til at give op — og for Irene var oplevelsen både fysisk og følelsesmæssigt overvældende.
- Det var ret ubehageligt at gense, og jeg fællede da også en lille tåre. Man ryger direkte tilbage i følelserne. Jeg kan huske at hele min krop krampede, det var ikke kun mine hænder og arme. Den krampede i tre timer. Det var ret voldsomt.
- Min krop kan ikke holde på væske. Vi havde kun fået ris et par gange, og det blev ikke lavet med saltvand. Jeg drikker den ene flaske vand efter den anden, og det rendte bare ud af mig, jeg skulle hele tiden tisse, siger Irene til SE og HØR.
De første tanker, der gik igennem Irenes hoved, da hendes krop kollapsede, var ikke hendes helbred. Det eneste hun kunne tænke på var, at hun skulle op på benene igen og tilbage på øen til hendes holdkammerater.
Irene var slet ikke klar til at stoppe, og fik hurtigt fortalt lægerne, at hun skulle tilbage til ekspeditionen i en fart.
- Jeg havde mega dårlig samvittighed, og jeg var ked af det på mine holdkammeraters vegne. Det var jo min skyld, at jeg ikke kunne gennemføre banen. Jeg var bange for at stille mit nye hold forfærdeligt allerede fra stiftelsen.
Motivationen for at komme tilbage i ekspeditionen var stor, og hun havde et klart mål.
- Vi skulle hav de Nord-drenge ud, og så ville jeg sikre mine venners sikkerhed i spillet.
Irene var stadig ved bevidsthed, da kroppen kollapsede, og hun husker derfor tydeligt, hvad der skete omkring hende.
Hun kunne høre sine holdkammerater råbe og mærke hænderne, der forsøgte at hjælpe hende, mens kroppen nægtede at lystre.
Det var en oplevelse, der satte sig dybt – både fysisk og mentalt.
Gensynet bringer ikke kun de svære minder frem, men også en følelse af taknemmelighed over fællesskabet på det nye Hold Syd.
- Jeg blev virkelig rørt, da jeg så det. Det har været en dejlig bekræftelse, at vi har været sandfærdig overfor hinanden.
