
Frederik Skov fra "Robinson" skilt efter 22 år: Jeg er dybt forelsket

LÆS OGSÅ: ”Robinson” gjorde Frederik Skov til en følefyr: Nu husker han at sige ”jeg elsker dig”
Tårerne trillede af lykke hos Frederik Skov både i "Robinson Ekspeditionen" og da SE og HØR mødte ham til forpremieren, når han skulle sætte ord på forholdet til hustruen Louise.
Nu er parret blevet skilt efter 22 år sammen - 18 af dem som ægtefolk.
Beslutningen blev truffet mandag, og det er en lettelse for den tidligere realitydeltager, som var med i "Robinson Ekspeditionen" i 2024.
Samtidig sidder følelserne for ekskonen stadig dybt i ham.
- Jeg har det godt. Jeg er lettet nu, efter vi har truffet beslutningen. Men det er så ulykkelig og trist en sag. Problemet er, at jeg er dybt forelsket i Louise selv efter 22 år. Det er helt usædvanligt, fortæller Frederik, 47, til SE og HØR.
- Jeg har virkelig følelser for hende og os som familie – stærke følelser. Derfor slår det her så hårdt.
Var i parterapi
Frederik har i 30 dage forsøgt at redde ægteskabet, fortæller han.
- Jeg har ledt med lys og lygte for at se, om jeg kunne finde en vej igennem det. For der er intet, jeg hellere vil, end at være sammen med hende. Men jeg kunne desværre ikke finde vejen. Vores fantastiske rejse sammen slutter her. Det er bare trist. Det er virkelig trist, siger han.

Frederik og Louise havde planlagt et længere forløb i parterapi, men det blev kort efter gårsdagens session.
- Det var et dejligt rum at sidde i med hende. Det har været gode seancer, men jeg kom frem til, at der ingen grund var til at trække den længere. Vi kan lige så godt at arbejde på at komme så godt som muligt videre – bare hver for sig.
Parret har tre børn sammen på 18, 17 og syv år.
- Nu skal vi finde sammen som godt forældrepar. Nu handler det om tre børn og at finde to gode hjem til dem, de kan bevæge sig i, fortæller Frederik.
Han og Louise bor stadig under samme tag, og det fungerer fint.
- Vi har altid været hinandens bedste venner, og når vi lige er landet, er jeg sikker på, vi stadig vil være det – bare på en anden måde.
Holder jul sammen
Selv om skilsmissen er en realitet, skal familien stadig holde jul sammen.
- Det er planen. Vi skal være der for hinanden i den tid, der kommer, siger Frederik.
Frederik skrev mandag aften et opslag på sociale medier, hvor han har delt den ulykkelige nyhed. Det er siden blevet redigeret. Oprindeligt havde det en ordlyd, som han fortrød.
- Jeg vil gerne have så pæn en udgang som muligt. Men der er en part, der er blevet såret her, siger han.

Nu ser Frederik fremad – både med sorg og fortrøstning.
- Jeg vil så gerne følges med Louise, så det er specielt at stå her og erkende, at det kan jeg ikke. Nu skal jeg finde min egen vej. Det er både skræmmende og måske også lidt spændende. Jeg har været alle faserne igennem, så jeg er fortrøstningsfuld nu, og det er dejligt at være nået hertil. Sorgen har lagt sig.
Følsom efter "Robinson"
Efter deltagelsen i "Robinson Ekspeditionen" kom Frederik Skov for alvor i kontakt med sine følelser.
– Jeg er blevet meget mere taknemmelig for livet af at have fået den oplevelse. Og jeg har talt mere om følelser med min hustru de sidste 20 dage, end jeg har gjort de sidste 20 år. Fordi det gør bare noget ved en, og du får lov at reflektere så meget, sagde han sidste år til SE og HØR.
På hjemmefronten spærrede fruen øjnene op over den version af Frederik, hun fik hjem fra ekspeditionen.
– Hun siger: ”Øj, hvor er du blevet følsom. Jeg kan næsten ikke følge med”. Og jeg siger: ”Jeg ved det godt, og det må du bare lige bære lidt over med mig i”. Men jeg kan fornemme på hende, at hun også synes, det er lidt hyggeligt, lød det.
Læs hele det interview her:
