Ditte om Robinson: Følelsestortur

Nicolaj er formand, Nicolaj fanger rokken og dræber slangen. Nicolaj har et ben i hver lejr og Nicolaj trives.
Mens de andre påvirkes mere og mere af spillet, har han nærmest fundet roen…

Så med mindre de andre snart opdager det og får smidt ham ud, så er Nicolaj en mulig vinder. Og gerne for min skyld.

Men årets "hokus pokus, hvad hiver vi op af hatten" - ekspedition, gør det selvfølgelig svært at forudse noget som helst.

Tre utopister kom tilbage i spillet, og fremfor at smide en af dem ud og oven i købet "slå to fluer med et smæk", blev Mette ofret. Øv, øv øv.

Jeg deltog selv i programmet for oplevelsens skyld, og kan sætte et stort kryds ud for "jeg har sovet 44 døgn under åben himmel på en strand i det sydkinesiske ø-hav".

Jeg var indstillet på sulten, savnet, varmen, min mission og på kedsomheden.

Men stemningen på dage med ø-råd og snerten af voksen-mobning var det værste. Ingen kunne se hinanden i øjnene, når der blev løbet i pendulfart rundt mellem deltagerne i håb om at redde sin egen røv.

Og på trods af "Husk nu, det er kun et spil og ikke personligt", så føles det temmelig personligt, når du får en stemme af en, som du lige har krammet og aftalt noget andet med.

Det er selvvalgt følelses-tortur…