Bevæbnede mænd skabte frygt på "Robinson"-øen: Produktionen løj

LÆS OGSÅ: Jakob Kjeldbjerg afslører sin værste frygt: - Tanken sad altid i baghovedet
I aftenens afsnit af "Robinson Ekspeditionen" får deltagerne fra hold Nord sig noget af et chok, da de pludselig får ubudne gæster midt om natten.
Mens produktionen var på vej væk fra øen, gled tre store, sorte militærbåde pludselig ind over horisonten.
Og det skabte både kaos og utryghed på øen.
- Min oplevelse er, at jeg føler mig truet. Militæret hernede opererer jo også på en anden måde, end det vi kender fra hjemme i Danmark, siger Sheila i aftenens episode, der ikke lægger skjul på, at hun er bange.
- De her militærbåde kommer ind på land, mændende er maskerede og har maskingevær. Produktionen er der stadigvæk og får sendt dem væk igen. Produktionen beder os om at gå væk, og vi får af vide, at de ikke kommer tilbage, siger Marco Manzionna til SE og HØR.
Uden noget ur at støtte sig til mister deltagerne hurtigt fornemmelsen for tid.
For dem føles det som en hel time, før bådene pludselig vender tilbage. Denne gang er produktionen væk, og kun en lokal læge befinder sig på øen sammen med deltagerne.
Lige som deltagerne troede, at de var væk, fik de sig endnu en overraskelse.
Det var ikke en øvelse
Endnu en gang dukker bådene op i mørket, og to af mændene går i land, mens flere bliver tilbage ude på dækket. Stemningen er anspændt, og Anders og Marco beslutter sig for at tage mod til sig og gå ned til stranden for at finde ud af, hvad der foregår.
- Jeg var ikke bange på noget tidspunkt, jeg ville bare i krig mod dem, hvis jeg kunne, siger Anders Thimm.
- Vi havde hørt dem sejle rundt ude på vandet, og vi kunne se dem, fordi de lyste ind på land med lasere og lygter. Det lød som om der var skud, men det var nok bare deres motor, vi kunne høre inde fra øen, siger Marco og tilføjer:
- To meget tynde personer kommer ind med maskingevær i hænderne, iført noget der ligner billigt militærtøj, det eneste vi kunne se, var deres øjne. De gør ikke så meget, de er ikke særlig snakkesagelig, og deres engelsk er virkelig dårligt.
Den ene står med en smøg i munden, og den anden sidder på en sten med sin telefon i hånden.
- Vi troede mest på, at de var pirater, og jeg har set pirater før. De ville have penge af os. For mig lignede det ikke militæret eller soldater. Jeg ved godt, at produktionen ville have det til at lyde sådan, men det var ikke en militærøvelse, siger Anders til SE og HØR.
Frygtede for deres liv
På et tidspunkt forsøger lægen at tage et billede af dem, men her slår de hurtigt hendes telefon ud af hånden på hende.
- Der var nogle på øen, der frygtede for deres liv, hvilket er fuldstændig forståeligt. Den største bekymring for mange var, at de var bevæbnet med maskingevær, og på siden af båden var der også kanoner, fortæller Marco.
Efter hvad der føltes som 45 minutter kommer produktionen ud på øen, og deltagerne får her at vide, at de skal gå væk, og så tager produktionen sig af situationen, sammen med nogle der kender til området.
- Produktionen kommer og snakker med os og forklarer os, hvad der er sket. Vi får af vide, at vi skal slappe af, fordi det ikke er særligt slemt. Produktionen insisterer på, at det var en øvelse, men det virkede virkelig ikke som en øvelse. Mit hovedfokus var bare, at pigerne var okay, fortæller Marco og tilføjer, at stemningen var meget kaotisk.
- Det som ingen ved er at, produktionen ikke kunne få dem til at forlade stedet. De gik ind i skoven og forhandlede mange timer og nat. Derfor var produktionen nødt til at blive og sove ved os. De viser på tv, at der var styr på det. Der var ikke styr på noget, siger Anders Thimm.
Viaplay slår fast
Over for SE og HØR fortæller chefredaktør på Viaplay, Flemming Fjeldgaard, at Robinson altid indebærer uforudsete situationer, men at deltagernes sikkerhed altid har højeste prioritet.
- Vi har hørt, at der ikke var tale om en militær øvelse, men at soldaterne var decideret på arbejde. Passer det?
"Når vi producerer Robinson Ekspeditionen, sker det altid i tæt samarbejde med både lokale partnere og myndigheder, herunder politi og militær. Militære øvelser er almindelige i området, og de foregår normalt uden at påvirke optagelserne. Under årets produktion var der en øvelse i nærheden, og nogle soldater kom desværre på afveje."
"Det er egentlig ganske, som det kan være i Danmark, når man bevæger sig længere væk fra landets store byer - også hvad angår militære øvelser, der pludselig kan komme tæt på. Vi laver som bekendt ikke Robinson efter manuskript, og derfor kommer virkeligheden nogle gange tæt på," lyder det i et skrifteligt svar fra Flemming Fjeldgaard.
- Hvordan kan det ske? Har produktionen gjort mere siden da for at øge sikkerheden for deltagerne?
Vi har allerede en tæt dialog med de lokale myndigheder, politiet og militæret, og den dialog er blevet yderligere understreget efter episoden. At nogen uventet dukker op kan aldrig forudses fuldstændigt, og Robinson indebærer altid uforudsete situationer. Men det er afgørende at slå fast, at deltagernes sikkerhed altid har højeste prioritet, og det vil også være tilfældet fremover.