Pernille endelig skilt fra Niels Erik: - Det føles som en feberdrøm

LÆS OGSÅ: Efter ”Stranded on Honeymoon Island”: Så uenige er Pernille og Niels Erik
Det var hverken nemt for Pernille eller Niels Erik at blive gift og sendt ud på en øde ø i ”Stranded on Honeymoon Island – Danmark”.
Parrets forskelligheder kom tidligt til syne: Hun jokede løs under bæltestedet, mens han forsøgte at komme helt i dybden. Til stor frustration for dem begge.
Som det eneste par uden romantisk kemi, fortsatte de alligevel helt til afsnit seks, før de kastede strandhåndklædet i ringen.
- Jeg er godt nok ved at få lange kokosnødder af at se mig selv i den setting med ”Niels Jørgen”. Så jeg er glad for, at det er ovre. Det føles som en feberdrøm, siger Pernille nu til SE og HØR.
Hun gjorde under optagelserne brug af en tilknyttet psykolog, som forsøgte at gøre det nemmere for parret at blive på øen trods deres kontroverser.
- Hun sagde, at vi skulle prøve at slippe idéen om et kærlighedsforhold og i stedet fokusere på det venskabelige - for at lette stemningen lidt, fordi det var så intenst det hele.
Den professionelle hjælp var dog ikke nok til at redde relationen.
- Hun endte med at stoppe det. Det var det rigtige at gøre. Det var så hårdt derude. Jeg burde bare være stukket af og svømmet væk.

Derudover fortæller hun, at hun følte en slags pres for at holde ud, selv om enhver kunne se, at hun og Niels Erik ikke var et match.
- Det var ikke en ting fra produktionens side, at vi kunne give op. De ville have, at vi skulle kæmpe og prøve at få det til at fungere. Men det sker jo hurtigt, at vi mærker, at vi ikke fungerer sammen.
Nu er hun mest af alt lettet over, at oplevelsen er overstået – nu også for seerne.

- Det var da ærgerligt, at vi havde så dårlig kemi, for jeg havde håbet at møde en fantastisk person, og at alt bare ville være dejligt. Men så kom jeg hen til en nightmare honeymoon.
- Det var ren skærsild. Vi skulle bare overleve.
Niels Erik oplyser, at han ikke gjorde brug af programmets psykolog.