Reality6. juli 2022

“Paradise”-vært Emil Olsen om Field’s-skyderi: Hvad fanden foregår der?

Tirsdag aften var flere tusinde mennesker mødt op for at vise deres medfølelse for de ofre, der i weekenden blev involveret i den frygtelige tragedie i Field’s. En af dem var den 27-årige “Paradise”-vært Emil Olsen
"Paradise"-vært Emil Olsen taler ud om Field's-skyderi
Der er ingen tvivl om, at det meningsløse skyderi i Field's for alvor har sat sig fast i folk.
 Foto: Søren Jul Lamberth

Stemningen var i den grad både tung og følelsesladet ved mindehøjtideligheden, der tirsdag aften løb af stablen på Ørestads Boulevard foran shoppingcenteret Field’s.

Mange var mødt op for at vise deres medfølelse for de ofre, der søndag var involveret i den frygtelige tragedie, hvor en 22-årig mand åbnede ild og dræbte tre personer samt sårede syv.

“Paradise”-værten Emil Olsen havde taget kæresten Alex Østergaard, 27, under armen for at deltage i arrangementet. Her satte de over for SE og HØR ord på den frygtelige skudepisode.

– Jeg kan først ikke finde ud af, hvad der foregår, og hvor slemt det er, fortæller Emil Olsen, der til dagligt bor sammen med kæresten i Ørestad omkring Field’s, men som på tidspunktet for skudepisoden var på ferie i udlandet.

Kan ikke passe

– Jeg tænker bare “hvad fanden er det, der foregår?” Hvis jeg havde været hjemme den søndag, så kunne jeg snildt have været derovre, forklarer den tydeligt rystede “Paradise”-vært til SE og HØR.

Emil Olsen forklarer videre, at hele oplevelsen er særligt skræmmende, fordi han og kæresten ofte handler i shoppingcenteret, og at de blot få dage forinden havde været en tur forbi.

Også kæresten Alex Østergaard er rystet over den voldsomme skudepisode, hvor tilfælde mennesker på tragisk vis mistede livet, da en ung mand pludselig begyndte at skyde om sig i centeret på Amager:

– Jeg tænkte, at det her er jo ikke virkeligt. Der er ligesom i film, forklarer han om de efterfølgende minutter, hvor overskrifterne ramte medierne, og lyden af sirener blev altoverdøvende.

– Det var meget uhyggeligt!

Emil Olsen og hans bedre halvdel er desuden imponerede over politiet og myndighedernes hurtige reaktion. Politiet fik anmeldelsen om skyderiet i Field’s klokken 17.36 søndag, og allerede klokken 17.48 blev den 22-årige formodede gerningsmand anholdt uden for centeret.

Fantastisk sammenhold

Tirsdag aften mødte parret således op ved mindehøjtideligheden for at vise deres medfølelse og støtte til de involverede:

– Det er fantastisk at se, hvordan vi som samfund helt sindssygt meget kommer sammen på denne her måde – og støtter op omkring alt det her, forklarer Emil Olsen og understreger, at han er overbevist om, at mindehøjtideligheden også kan hjælpe folk med at komme videre efter den voldsomme hændelse.

– Jeg synes, det er forfærdeligt alt det, der er sket. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i det – og mine tanker går ud til alle dem, der er blevet påvirket af alt det her.

Emil Olsen og kæresten har boet sammen i Ørestad siden april.

Sponsoreret indhold