Paradise Hotel10. oktober 2023

"Paradise"-vinder Methea Baltzer efter udtalelse fra Viaplay: – Det er under al kritik

Den tidligere paradiso er ikke vild med Viaplays måde at udtale sig om de kommende ændringer i ”Paradise Hotel”
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Er det ikke, som om nogle af stemmerne virker ret så bekendte? Se traileren for sæson 19 af "Paradise Hotel" ovenfor. Video: Viaplay Group.
 Video: Viaplay Group

LÆS OGSÅ: Her vender ny omgang "Paradise Hotel" tilbage: Vi har dummet os

Der er ingen tvivl om, at Viaplay selv er ret så begejstrede for de ændringer, de tirsdag morgen kunne afsløre for den kommende sæson af ”Paradise Hotel”.

Og om ganske få uger ruller sæson 19 af realityhittet over skærmen, og meget tyder på, at alt er ved det gamle.

Det er nemlig, som om vi bare kan glemme de sidste par sæsoner af ”Paradise”, hvor både navnet på programmet og diverse regler for et par år siden blev ændret til ukendelighed. Den kommende sæson bliver således den 19. af sin slags – og de sidste to omgange af det nye ”Paradise” tæller pludselig slet ikke?

– Vi forsøgte noget nyt og tog en chance med ”Paradise”, og vi dummede os – vi har i hvert fald måtte erkende, at det ikke har levet op til forventningerne hos vores seere og dermed heller ikke hos os selv. Der er mange ting, man kan ændre på, men helt tydeligt ikke et format som ”Paradise Hotel” – dér skal seerne bede om, at det forbliver, som de kender det. Vi er glade og stolte over at ”Paradise Hotel” nu er tilbage på Viaplay og TV3, lyder det fra Kenneth Kristensen, programdirektør hos Viaplay.

Men ikke alle er dog lige begejstrede for disse udtalelser.

Methea Balzer, der vandt andet sæson af ”Paradise” sammen med Freya Sollid, mener, at hun og hendes realitykollegaer fra de første to sæsoner af den ændrede udgave af realityhittet er blevet brugt som forsøgskaniner:

– Jeg synes, det er dejligt, at Viaplay har fundet en måde, de kan fortsætte på. Dog synes jeg, det er under al kritik at trække fuldstændig i land efter to sæsoner. I virkeligheden er jeg faktisk helt ligeglad og supertilfreds med, at min sæson var så ”stille og rolig”, men at de ikke engang kan stå ved, at de tog det valg i sin tid - at ændre programmet - og at de ikke kan stå ved deres grundlag for dette, det, synes jeg, er at synke dybt, forklarer Methea til SE og HØR og uddyber:

https://imgix.seoghoer.dk/2023-10-10/20230131-wen-sladderministeriet-26-2.jpg
- Det vigtigste er faktisk bare, at de kommende deltagere har haft en god oplevelse og føler, de er blevet passet på, fortæller Methea.
 Foto: Kaspar Wenstrup

– De vælger i sin tid at ændre konceptet for at følge med tiden, hylde mangfoldigheden og for at skabe et program, andre kan spejle sig i – det synes jeg, falder til jorden. Og at sige, at man ”dummede sig” ved at lave to programmer, som lige netop opfylder det, de gerne ville have, det synes jeg ærlig talt, er trist.

Den tidligere vinder fortæller videre, at hun håber, at man i de kommende sæsoner fortsæt vil se LGBTQ+-personer repræsenteret. Og selv om Methea ikke selv har behov for at få en forklaring, så er der fortsat ting, hun undrer sig over:

– Jeg forstår ikke, at man kan lave så drastiske ændringer og være så stålsat i sin mening om, hvorfor man ændrer det for efter to sæsoner at trække i land. Man bliver hurtigt bare brugt som forsøgskaniner, og det synes jeg er superunfair.

Den 19. sæson af ”Paradise Hotel” har premiere den 31. oktober på Viaplay og TV3.

Se traileren for den kommende sæson øverst i artiklen. Lyder nogle af stemmerne velkendte?

Sponsoreret indhold