Paradise Hotel26. juni 2020

"Paradise Hotel"-Sheena taler ud om voldeligt forhold

Sheene Rodriguez Würtz fra "Paradise Hotel" levede i seks år i et voldeligt forhold. Til SE og HØR taler reality-deltageren nu for første gang ud om sine oplevelser med en voldelig partner
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/paradise_hotel_praemiere_064_2sl7527.jpg.jpeg
 Foto: Søren Lamberth

I den nyligt afsluttede sæson af "Paradise Hotel" oplevede danskerne Sheena Rodriguez Würtz som en glad og festlig pige, som altid havde et smil på læben.

Men bag det varme smil gemmer sig en hård og grufuld historie, som den smukke reality-deltager nu for første gang taler ud om. I seks år levede hun nemlig i et voldeligt forhold med sin tidligere mand.

- Det var både fysisk og psykisk vold. Jeg fik at vide, at hvis jeg havde været ude med nogle veninder, og hvis jeg havde haft stramme jeans på, så var jeg en luder. Det fik jeg faktisk at vide hver eneste dag, siger Sheena i et interview med SE og HØR.

Men chikanen og overgrebene stoppede dog ikke der. Den tidligere partner, hvis navn ikke bliver nævnt, var også fysisk voldelig over for hende.

- Han tog tit fat i mig, og han kunne finde på at slå mig ud af det blå, forklarer tv-kendissen.

Sheena og hendes nu tidligere partner var sammen, fra hun var 15 år, til hun var 21. Da hun var 20 år, besluttede de sig for at blive gift.

Folk, som ikke selv har været i et voldeligt parforhold, vil nok undre sig over, hvorfor man vælger at gifte sig med en mand, der slår.

Men "Paradise Hotel"-deltageren følte ikke, at hun havde et valg.

- Jeg turde faktisk ikke gå fra ham, fordi han var så voldelig, men jeg begyndte at se på, om der var muligheder for, at jeg kunne komme væk. Han var meget kontrollerende og manipulerende, så det var svært for mig, fortæller hun ærligt.

Aritklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/abc02660.jpg
 Foto: NENT Group/Janus Nielsen

Sheena nåede helt til finaleugen i "Paradise Hotel" (Foto: NENT Group/Janus Nielsen)

Stak af til udlandet

Men så en dag havde Sheena samlet mod nok til at forlade sin voldelige mand. Heldigvis havde hun en god veninde, som hjalp hende med at komme væk.

- Jeg besluttede mig en dag for at pakke mine ting, så hurtigt jeg kunne, også tog jeg til Madrid sammen med en veninde i en måned. Jeg kom så hjem efter det, og jeg havde fået mine forældre til at fjerne alle mine ting fra ham, så jeg ikke skulle se ham igen.

Men at Sheena nu var i Madrid stoppede ikke hendes nu tidligere ægtemand fra at opsøge hende. Både mens hun var i Spanien, og da hun kom hjem igen efter en måned, forsøgte han at finde hende.

- Jeg var mega bange for, at han kom eller dukkede op igen. Han havde taget kontakt til min familie, mens jeg var i Madrid. Der prøvede han at redde det, men det kunne han ikke.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/paradise_hotel_praemiere_060_2sl7496.jpg.jpeg
 Foto: Søren Lamberth

Sheena til premieren på den seneste sæson af "Paradise Hotel" sammen med medparadisoen Tyrone Ziggy (Foto: Søren Lamberth)

En helt almindelig fyr

Seks år nåede Sheena at være sammen med sin nu eksmand, som altså var voldelig over for hende gennem flere år.

Men han har ikke altid været sådan, afslører Sheena. Der var flere faktorer - blandt andet en ny, religiøs omgangskreds, som spillede ind, fortæller hun.

- Han startede med at være en helt almindelig fyr, som ikke gik op i alt muligt, men så begyndte han at gå op i, hvilket tøj jeg havde på. Jeg måtte ikke gå ud efter klokken 20 og alle mulige syge ting, fordi han kom i en omgangskreds, der var meget religiøs. Det gjorde, at han selv fik alle de holdninger.

Heldigvis kom nu 24-årige Sheena ud af det voldelige forhold, og i dag har hun det bedre end nogensinde, selv om hendes fortid har sat sine spor, når det kommer til at finde en ny fyr.

- I dag har jeg det meget bedre, og jeg er bare glad for, at jeg kom ud af det forhold, fordi jeg ikke levede, som jeg selv ville. Jeg levede efter, hvordan han ville have, at jeg skulle være. Så i dag har jeg det sindssygt godt.

Sponsoreret indhold