Paradise Hotel: Pigerne på pinebænken

I går aftes valgte alle pigerne hver især, at scoretrolden Mads Gleager skulle have lov til at blive på "Paradise Hotel". For én af pigernes vedkommende bliver netop dén beslutning en særdeles skæbnesvanger en af slagsen.
Umiddelbart efter roseceremonien blev det nemlig bekendtgjort, at Mads Gleager i aftenens afsnit skal sende en af de fem piger ud af spillet.
Gleager er meget i tvivl om sit valg, og både fyre og piger prøver at påvirke ham til en beslutning, der går deres vej. Da fyrene pludselig bliver sendt på rapelling-tur, og Gleager skal blive alene tilbage på hotellet med pigerne, får de endnu større mulighed for at charmere sig ind på ham.
Du er et svin
Men hurtigt virker han en anelse mere afklaret:
- Hvis jeg vil videre i det her, er jeg også nødt til at have rundsave på albuerne, lyder det bl.a. fra Gleager
Den endelige beslutning skal vise sig at skabe både gråd og raseri tenderende til regulært had. Den pige, Mads Gleager vælger at smide hjem, reagerer nemlig meget stærkt på hjemsendelsen, og hun formaster sig endda til at kalde sin bøddel for "svin".
Se det store drama og se hvem, Gleager smider ud, i aftenens udgave af "Paradise Hotel" på TV3.
I morgen kan du se et web-TV interview med Gleager og den hjemsendte pige her på seoghør.dk.