Paradise Hotel24. april 2009

Paradise Hotel: Gleager smidt hjem

Den populære trussetyv fra Hjørring blev offer for en snedig taktik af de øvrige drenge med lumske Martin som bagmand
Populære Gleager blev offer for et kup og måtte sige farvel til hotellet i denne omgang
Populære Gleager blev offer for et kup og måtte sige farvel til hotellet i denne omgang
 Foto: Thomas Laursen

Han var de kvindelige seeres ubestridte favorit blandt årets fyre, men charmerende Mads Gleager, 27, havde åbenbart ikke samme opbakning fra de tilbageværende drenge på "Paradise Hotel".
Det måtte scoretrolden sande i gårsdagens afsnit af realityshowet, da han i en dramatisk parceremoni trak nitten og måtte pakke sine ting.

Det blev Gleagers uheld, at de to nyeste fyre, Sonnich og Mark, åbenbart ikke havde fået nok drama, da de i sidste uge havde held til at få Gleagers medspiller Jon smidt hjem. I aftes var det således en af årets helt store favoritter, der måtte gå den tunge gang ud af porten til det luksuriøse hotel.

En omvendt parceremoni

På grund af biseksuelle Zarah´s ankomst, havde produktionsholdet udformet spillet således, at hun kunne vælge en såkaldt omvendt parceremoni, hvor fyre skulle vælge fyre og piger skulle vælge piger. Gleager troede, at han havde en allieret i nordjyden Mark, som han havde aftalt at stille sig ved til ceremonien.

Men Mark havde lumske planer. Han havde således allieret sig med den udspekulerede Martin, der som bagmand fik Mark til at vælge Sonnich som partner i stedet. Dermed stod Gleager alene, og måtte sande, at tiden på "Paradise Hotel" var forbi.

- Jeg havde ikke regnet den ud. Jeg ser vist nogenlunde rolig ud i situationen, men jeg kan godt fortælle dig, at jeg kogte indeni. Jeg var så indebrændt over at ryge ud på den måde, fortæller Gleager til seoghør.dk.

Har talt ud med Martin

I situationen forstår han ikke - i modsætning til seerne, som har fuldt optakten til hans skæbne - at Martin er den store bagmand i udstemningen. Det har han dog erfaret senere, men der er ingen bitterhed at spore.

- Nej, det har vi fået talt ud om. Martin er faktisk den dag idag en af mine bedste venner fra hotellet sammen med Jon selvfølgelig, forklarer Mads Gleager.

Med Gleagers udstemning er der kun Line Sofie tilbage fra den skare af unge, der startede på hotellet i tidernes morgen. SE og HØR kan dog afsløre, at der allerede i næste uge tjekker et spøgelse fra fortiden ind på hotellet igen. Se hvem, når afsnittene ruller over skærmen hver aften på TV3 kl. 22.

Sponsoreret indhold