Paradise Hotel12. oktober 2008

Paradise Hotel: Bittert opgør mellem Karina og Diana

”Paradise Hotel”-vinderen og den højaktuelle Robinson-babe var hjerteveninder. Nu kan de nærmest ikke være i stue sammen
Så glade var Diana og Karina, da de netop var flyttet ind sammen i marts 2008
Så glade var Diana og Karina, da de netop var flyttet ind sammen i marts 2008
 Foto: Niels S. Andersen

Først var de rivaler og typemæssigt som hund og kat på "Paradise Hotel". Så blev de bedste veninder og endte med at flytte sammen i en lejlighed på Amager. Men nu kan de dårligt tåle synet af hinanden.

Tingene går med andre ord stærkt for baben Karina Strunge, som lige nu er aktuel i "Robinson Ekspeditionen", og Diana Jeanett Nielsen, som sammen med partneren Nick vandt sidste års udgave af "Paradise Hotel".

I dag har de to reality-godter ingen som helst kontakt med hinanden på trods af, at de for et halvt år siden dårligt kunne gå to skridt uden den anden ved sin side.

- Det er korrekt, at vi ikke snakker sammen længere. Jeg ved ikke helt præcis, hvad der gik galt. Men da jeg var guide på Sunny Beach i sommerferien, hørte jeg en masse rygter om, at hun gik og snakkede bag min ryg og fortalte dårlige ting om mig derhjemme, siger Diana, som aldrig rigtig har fået talt ud med eksveninden.

Karina er i dag flyttet tilbage til Jylland, mens Diana er flyttet til en ny lejlighed på Amager, inden hun til februar rykker til England, hvor hun er blevet optaget på universitetet.

- Vi har ikke været i samme lokale siden, og hvis vi endte i stue sammen, ville det være meget akavet. Vi er simpelthen alt for forskellige, og vi bliver i hvert fald aldrig veninder igen, mener Diana.

Karina er mere fåmælt i sin vurdering af de to tøsers aktuelle forhold.

- Vi snakker ikke så meget længere, men det er nu mest, fordi jeg savnede min familie og Jylland og er flyttet herover igen. Vi har det fint nok, siger hun.

- Diana mener ellers noget helt andet?

- Øh, bøh. Jeg har ingen kommentarer til det. Jeg gider ikke udlevere andre mennesker, lyder det fra Karina.

Sponsoreret indhold