Paradise Hotel28. maj 2009

”Paradise Hotel”: Alt det, du ikke ser på TV

Mads Gleager inviterer dig med i kulissen på realityshowet og afslører alt det, du har undret dig over
Gleager fortæller, hvordan livet i paradiset i virkeligheden er
Gleager fortæller, hvordan livet i paradiset i virkeligheden er
 Foto: TV3

Virkeligheden er ikke altid, som den tager sig ud på TV. Her fortæller Paradise-deltageren Mads Gleager om, hvad der virkelig sker i Mexico, både under parceremonierne, sex og efter udstemningen.

Ankomsten

- Man kommer til Mexico, ca. 5 dage inden man skal ind på hotellet. Nogle rejser alene derover - andre parvis. Årsagen er, at man lige skal akklimatiseres.

- Produktionen beder faktisk om, at deltagerne får noget sol på kroppen i de dage, så man ikke render og bliver rød inde på hotellet den første dag.

- I år boede drengene på samme hotel inden starten, men pigerne boede hver for sig. De måtte ikke tale sammen, fordi de alle kendte mig på forhånd.

Tøj, mad og smøger

- Man har primært sit eget tøj med, men pigerne får nogle gange syet og udleveret kjoler på stedet. Drengene kan også godt bede om at få købt en skjorte, hvis de mangler.

- Der spises 3 gange om dagen: morgenmad kl. 9, frokost kl. 13 og aftensmad kl. 18.30. Men bliver man sulten, går man bare i køkkenet - så smører de f.eks. en skinke og ost-sandwich til en.

- Hvad angår smøger, skal man bare bede om dem. De udleverer gratis, fælles rationer.

Taler til kameraet

- Lige nede under soloværelset ligger et rum, hvor deltagerne taler alene til kameraet. Tit er det en journalist, som kommer op og henter den person, de vil have ned og snakke.

- Andre gange ringer de fra kontrolrummet til en telefon på værelset og beder en om at gå ned i rummet. Man kan også selv henvende sig, hvis man har noget på hjerte.

Sex

- Produktionen blander sig slet ikke, når folk har sex på hotellet. Det får man fred til. Men til gengæld kan man godt høre, at der bliver kaldt flere folk på job i en hulens fart, når det sker, ha ha.

- Kameraerne arbejder lige pludselig på højtryk, de snurrer meget mere, og der kommer en masse lyde fra dem. Det er lige før, at de overdøver selve sexakten.

Parceremonierne

- På TV varer de kun 10 minutter, men i virkeligheden tager det ofte 3-4 timer at optage. Produktionen skal hele tiden skifte kameraer, filme i andre vinkler, skifte bånd osv.
Der er uhyggelig lang ventetid.

- Deltagerne bliver sendt på værelserne klokken 17, hvor produktionen skal rigge til, optagelserne går som regel i gang kl. 20, og de mest omfattende ceremonier slutter først et godt stykke efter midnat.

Efter udstemning

- Den gruppe, som er i risikozonen til parceremonierne, bliver bedt om at pakke 90 procent af deres kuffert på forhånd. Den person, som ender med at blive stemt hjem, pakker så det sidste til ære for kameraet bagefter.

Ventetid

- Produktionen har vel omkring 5 hoteller, som de benytter til deltagerne - både til indlogering, før "Paradise Hotel" starter, og til udstemte deltagere.

- Efter at jeg blev stemt hjem, ventede jeg i 22 dage helt alene på et afsides hotel ude ved kysten, mens de snakkede om, hvorvidt jeg skulle ind i spillet igen.

- Inden showet startede, tilbragte jeg i øvrigt flere uger samme sted, fordi de ville have mig ud af Danmark. Gab - det var kedeligt.

Stævnemøder og ture

- Medmindre man skal på date, forlader man overhovedet ikke hotellet i den tid, man er der. Til gengæld er man lang tid væk, når man er på date. De kan ofte tage 6-8 timer at optage og foregår oftest på nogle locations lige i nærheden af hotellet.

Sponsoreret indhold