Paradise Hotel16. marts 2009

Paradise-deltagerne: Hiv-testet

TV3 krævede nul kønssygdomme, inden Gleager, Pernille og alle de andre kastede sig over hinanden foran de rullende kameraer
Ingen af deltagerne får lov at slæbe deres kønssygdomme med til Mexico
Ingen af deltagerne får lov at slæbe deres kønssygdomme med til Mexico
 Foto: Thomas Laursen/All Over

Deltagerne i TV3's succes-realityprogram må pænt vinke farvel til ondartet kløen i skridtet og andet skidt syd for navlen, inden de tjekker ind på luksushotellet i Mexico.

Der er nemlig ingen adgang for hverken fnat, kønsvorter, klamydia eller hiv i "Paradise Hotel", hvor deltagerne er kendte for flittigt at bytte mundvand og andre safter med hinanden på kryds og tværs.

Umiddelbart inden afgang bliver de kommende gæster tjekket i hoved og røv - bogstaveligt talt.

- Jeg blev både testet sidste år og i år. Det er vist en fast procedure, fortæller Gleager, som indtil videre er en af de få deltagere, der har praktiseret lagengymnastik på hotellet.

Sex uden kondom

Hiv-testen og de andre tests for kønssygdomme havde dog ikke indflydelse på Gleagers lyst til at dyrke sex på hotellet.

- Det ligger da i baghovedet og er med til at give en sikkerhed, men det havde ikke direkte indflydelse, siger deltageren, som til gengæld ikke bekymrede sig om at bruge kondom på hotellet.

Grænseoverskridende

Den 27-årige deltager kom allerede under lægens lup sidste år, da han også deltog i "Paradise Hotel", og dengang fik kravet om hiv-testen tankerne i gang i det charmerende, jyske hoved.

- Det var en smule grænseoverskridende. En form for wake up-call, hvor man bliver tvunget til at tænke over og forholde sig til ens liv. Men det var også rart at få resultatet, siger charmøren.

TV3 kræver kønssygdomstest

- Alle deltager bliver testet for hiv, gonore, klamydia, og hvad der ellers er på markedet af kønssygdomme, inden de tager af sted. Det er en del af det generelle sundhedstjek. Vi vil gerne være sikre på, at det er nogle sunde og raske mennesker, vi sender af sted, forklarer Steffen Bjergved, som er programredaktør på "Paradise Hotel" på TV3.

- Hvad sker der så, hvis de har en kønssygdom?

- Det kommer an på, hvad man fejler. Hvis det kan behandles, får man en behandling, siger programredaktøren, som nægter at udtale sig om, hvor mange deltagere der har været under kærlig behandling inden afrejse.

- Hvad så, hvis man har hiv, er der så ingen adgang?

- Det er et godt spørgsmål. Det har vi ikke prøvet endnu, så det har vi ikke forholdt os til. Det er en tænkt situation, som vi må tage stilling til, hvis den opstår, fastslår Steffen Bjergved.

Sponsoreret indhold