Fie Laursens bror i retten- nu er dommen faldet

(Foto: Julie Würtz)

Han elsker at feste og får sikkert også festet igennem, når han om lidt indtager Paradise Hotel.

Men torsdag var smilene og det gode humør ikke så højt hos 21-årige Boris Laursen.

Her sad han nemlig i Retten i Hillerød, hvor han modtog sin dom for at have kørt spirituskørsel ikke bare én, ikke bare to - men hele tre gange.

Boris Laursen blev idømt 40 timers samfundstjeneste. Han modtog en bøde på 2.000 kroner, ligesom han også skal betale for sagens omkostninger.

Og så går der også en rum tid, før at han igen kan sætte sig bag rattet. Han fik nemlig frakendt sit kørekort i fem år med start fra 23. juni 2016.

Dommen gælder de tre gange, hvor den 21-årige fyr blev taget med sprut i blodet. Både i marts og maj sidste år blev han stoppet med alkohol i blodet, og tredje gang han blev stoppet, havde han en promille på hele 1,34 - altså langt over det tilladte 0,5.

Til SE og HØR fortæller Boris Laursen, at han nu har lært lektien.

- Du skal aldrig køre fuld, lød det efterfølgende fra Paradise Hotel-fyren.

Med i retten torsdag formiddag var både hans søster, Fie Laursen, og hans mor.

Til SE og HØR fortalte Fie efterfølgende, at hun er glad for, at hendes bror erkender, at han har kørt spirituskørsel:

- Jeg er glad for, at Boris erkender, hvad han har gjort og er ærlig omkring, at det er forkert. Nu skal jeg snart tage kørekort, og jeg har virkelig lært mget omkring denne sag. Som Boris siger: Kør aldrig fuld, fortalte Fie Laursen ude foran retten i Hillerød.

 

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close