
Er dramaet tilbage? "Paradise"-værter Emil Olsen og Olivia Salo om kommende sæson

Det er næppe gået realityfans’ næser forbi, at den netop afsluttede første sæson af “Paradise” var væsentlig anderledes, end seere tidligere har været vant til.
Og det er da heller ikke umiddelbart, fordi der er udsigt til en omgang “Paradise” i den gamle og traditionelle form, når næste sæson ruller over skærmen.
Optagelserne til sæson to af “Paradise” gik i gang, mens første sæson endnu ikke var rullet over skærmen. Derfor havde næste hold paradisoer selvsagt heller ingen anelse om, hvordan det nye koncept ville fungere i praksis – og hvor store ændringerne reelt ville være.
Til SE og HØR fortæller Olivia Salo da også, at de nye deltagere mildest talt var overraskede over ændringerne:
– De blev alle sammen briefet. De var chokerede og skulle have en uge, hvor de skulle forstå det nye spil og koncept, forklarer hun.
Man kan muligvis påstå, at de nyudklækkede deltagere fra første sæson fungerede som en slags prøvekaniner, når spillet pludselig blandt andet handlede om at være gode kammerater, klimaændringer og personlig udviklin - og samtidig var skruet gevaldigt ned for både fester og drama.
Noget, som også flere deltagere fra den første “Paradise”-sæson har været ganske utilfredse med.
Men måske tilhængere af det oprindelige “Paradise Hotel” vil være mere tilfredse med den kommende sæson:
– Jeg tror, produktionen har lært rigtig meget fra første sæson, og det tager vi med os, når vi laver sæson to. Det er ikke, fordi der bliver lavet drastiske ændringer, men det er småting, som jeg håber, seerne lægger mærke til, forklarer den ene halvdel af værtsduoen, Emil Olsen, til SE og HØR.
– Det er stadig “Paradise”, og alle kan melde sig til det – og det er stadig de samme regler, lyder det videre fra Emil, der desuden påpeger, at der kun er to måneder mellem de to sæsoner – den, der netop er kørt og den kommende.
Også drama, som trofaste “Paradise”-seere i intet mindre end 18 sæsoner har været vidner til, vil muligvis få en større plads i den kommende sæson af realityprogrammet:
– Vi skal huske på, at “Paradise” er et underholdningsprogram, så mest af alt skal vi sørge for, at dem der ser programmet, bliver underholdt.
– Dem, der synes, det har været spændende at se “Paradise Hotel”, fordi der er direkte mobning på tv, de skal have nogle andre ting at gå op i. Men der vil selvfølgelig være intriger – vi har bare lige noget andet i baghovedet, når vi viser det, fordi det skal være noget, vi kan stå inde for som program, forklarer Emil og understreger, at hvis deltagerne eksempelvis har racistiske eller homofobiske holdninger, er det noget, som holdet bag “Paradise” vil slå ned på med det samme.


"Paradise"-Melichiya i chok: Regnede med druk og hor
Datoen for sæson to af "Paradise" er endnu ikke meldt ud.