
Daniel "Lone Wolf" Rosendal om kunstnernavn: Det skulle jeg aldrig have sagt
LÆS OGSÅ: Daniel "Lone Wolf" Rosendal renser sit navn med boksekamp: Jeg er mere end reality-tv
Danni, Daniel, Lone Wolf ... kært barn har mange navne, men kunstnernavnet Lone Wolf, som den ensomme ulv selv præsenterede sig som, da han i sin tid trådte ind på "Paradise Hotel" for første gang, hænger ved.
Både udtalt på engelsk og nogle gange dansk.
I ugens afsnit af jubilæumsprogrammet "20 år med Paradise Hotel" har Daniel Rosendal dog en anelse fortrydelse, hvad navnet angår.
- Jeg bliver stadig kaldt "Lone Wolf" den dag i dag, så det skulle jeg aldrig have sagt, siger han til vært Rikke Gøransson.
Daniel Rosendal trådte for første gang ind på hotellet i Mexico i 2020, hvor han deltog i sæson 16. Siden deltog han igen i sæson 21 fra i år.
I en længere periode gik han også under navnet "Lone Wolf Danii" på Instagram, men det er nu skiftet til "Viking Danii", som falder godt i tråd med hans look og mindset.
Til daglig bor Daniel Rosendal dog i sin bil og driver en natklub i Vejle.
Tidligere i år fortalte han SE og HØR, at han ønsker at rense sit navn og blive associeret med andet end reality-tv. Blandt andet boksning.
- Jeg er i gang med at bevæge mig væk fra reality. Jeg føler, jeg er meget mere end det, lød det blandt andet.
- Det skal ikke misforstås, for jeg står ved alt, hvad jeg har gjort. Men som person er jeg meget mere end pik og patter.
I denne uge kan du dog finde ham på Viaplay i hyldestprogrammet "20 år med Paradise Hotel".
