Paradise Hotel15. januar 2020

Christoffer ude af "Paradise Hotel": De gjorde alt for at få mig ned med nakken

Christoffer Berg Pedersen valgte her til aften at forlade "Paradise Hotel" af egen fri vilje
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/abc08356.jpg
 Foto: Nent Group/Janus Nielsen

Christoffer Berg Pedersen valgte i dagens afsnit af ”Paradise Hotel” at trække sig fra konkurrencen om 500.000 kroner.

Nu forklarer han, hvad det var, der fik ham til at trække i håndbremsen og forlade hotellet af egen fri vilje.

- Jeg følte virkelig, at jeg var presset. Meget presset. Jeg havde ikke rigtigt nogen muligheder. Så jeg tog en drastisk beslutning om at tage hjem, for jeg skulle ikke lave om på mig selv for at omgås med de mennesker derinde, fortæller han til SE og HØR.

Som man har kunnet se på tv, var Christoffer ikke den mest populære af fyrene på hotellet. Faktisk var han hen imod slutningen af sit ophold på hotellet så isoleret, at han ikke have nogen, han kunne sparre med.

- Jeg fik en meget dårlig start derinde, og så blev jeg meget upopulær hurtigt. Først med pigerne, og så hoppede drengene med på bølgen. Det var meget hård kost for mit vedkommende, fortæller han.

Samtidig følte han, at han ville blive nødt til at lave om på sig selv og sin personlighed, hvis han skulle passe ind på hotellet. Noget han ikke havde i sinde at gøre.

På tv har det også været tydeligt, at det ikke har været alle gæsterne på hotellet, der har været lige søde ved ham.

- Jeg er lidt chokeret over, at de andre deltagere kunne opføre sig på den måde, siger han og fortsætter:

- De rottede sig sammen og gjorde alt for at få mig ned med nakken. Et eksempel kunne være, at alle fem drenge står oppe i baren, og så bestiller de kun fire drinks i stedet for fem.

Tager man et kig på de sociale medier, kan man se, at mange seere er på Christoffers side. Seerne mener nemlig, at der er tale om mobning.

Artiklen fortsætter efter billedet

https://imgix.seoghoer.dk/paradise_hotel_praemiere_025_2sl7337.jpg_0.jpg
 Foto: Søren Lamberth

Seerne mener, at Christoffer bliver mobbet af de andre deltagere. (Foto: Søren Lamberth)

De andre deltagere kunne dog have undgået, at få prædikatet som mobbere, hvis de havde taklet situationen på en anden måde, mener Christoffer.

- Hvis de havde været menneskekendere, så havde de jo været ordentlige ved mig, for så havde de fået hele Danmark til at grine af mig. Nu synes folk jo bare, at de er modbydelige, slår han fast.

At han har mange seere på sin side, ser han dog ikke nødvendigvis som noget positivt.

- Det er jo ikke særligt rart at være ham, som alle synes, at det er synd for, forklarer han.

Anna og Casper førte an

Det var specielt to af årets deltagere, der førte an inde på hotellet.

- Anna har alle pigerne, og Casper har alle drengene, fortæller Christoffer, der samtidig kalder Casper for en falsk narcissist.

- De har fået storhedsvanvid. De tror, at de er alt muligt, som de ikke er. Empati er noget de mangler, lyder det videre fra realityfyren.

- Jeg er bitter over, at man er sådan overfor andre, for jeg håber ikke, at de er sådan ude i den virkelige verden, siger han videre.

Hjemme i Danmark er det da heller ikke meget han har at gøre med de resterende deltagere.

- For at være ærlig så snakker jeg meget lidt med dem. Der er nogle enkelte jeg skriver med, men jeg vil ikke sige, at jeg har et forhold til nogen af dem. Jeg bruger så lidt tid som overhovedet muligt med dem, fortæller Christoffer, der heller ikke har set meget mere end et par minutter af årets ”Paradise Hotel”.

Se øjeblikket, hvor Christoffer forlader "Paradise Hotel", herunder

Videoen til denne artikel er efterfølgende fjernet af Viafree

Har talt ud
SE og HØR har forelagt Christoffers kritik for Anna Seneca, der godt er klar over, at hun måske var en af dem, der førte an i modstanden mod Christoffer.

- Jeg vil sige, at jeg er godt klar over, at det var mig, der måske startede denne her bølge med, at Christoffer ikke passede ind sammen med os andre. Da jeg fik muligheden for at komme væk fra Christoffer, og der havde jeg forklaret ham, at det ikke havde noget med ham at gøre, men at vi bare ikke kunne snakke sammen, siger Anna og fortsætter:

-Og selvfølgelig er det ikke okay den måde, jeg har talt til ham på. Jeg er bare ikke typen, der pakker tingene ind, og der er han en helt anden type, der pakker tingene.

Artiklen fortsætter efter billedet

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/anna_13.jpg
 Foto: Nent Group/Janus Nielsen

Anna Seneca var partner med Christoffer i de allerførste dage af årets "Paradise Hotel". (Foto: Janus Nielsen)

Hun fortæller dog også, at hun til sidst trak sig fra konflikten med Christoffer.

- Jeg vil mene, at den blev ved med at køre, selvom jeg ikke var en del af det til sidst. Jo, man kan måske godt sige, at det var mig der startede det, men det er ikke fordi jeg har bedt folk om at hade ham, bare fordi jeg gør, siger hun og fortsætter:

- Det er også det, man ikke ser. Det som produktionen havde klippet ud. Hvordan jeg oplever Christoffer, og så ser man ikke de diskussioner og kontroverser, som de andre oplever med ham.

Det er blandt andet konflikter med flere af drengene, der ikke er kommet med på tv.

- Man ser ikke de kontroverser han har med Casper og Tobias, hvilket der også var med til at gøre, at folk havde det svært med ham inde på hotellet, siger hun og minder om, at det er jo ikke er alt, der sker på hotellet, man ser på tv.

De to realitydeltagere har da også mødtes for at snakke ud om tingene.

- Vi har mødtes og snakket om det. Hvor jeg har fået forklaret hele min oplevelse med ham dernede, og han har fået forklaret, hvordan han havde det. Og vi har ligesom fået sagt undskyld til hinanden, fortæller Anna.

Man ligger, som man har redt

Casper, der også er en af dem, der ifølge Christoffer var i spidsen for den dårlige behandling, har ikke meget at sige til kritikken.

- Lad mig starte med at sige, at man ligger som man har redt. Og udover at han pressede Anna til det yderste, så pressede han også mig til det yderste, fortæller Casper.

Samtidig mener han ikke, at Christoffer er helt uskyldig selv.

- Han er sgu selv lidt en ballademager, og jeg ville aldrig behandle folk sådan, hvis det er fordi, man ikke har gjort mig noget. Han havde det med at gå udover folks grænser, det hjalp ham bare ikke rigtigt til at komme ind på os andre. Jo mere han gjorde ved os andre, jo mere trætte af ham blev man.

- Vi blev alle sammen enige om, at han var irriterende, siger Casper videre.

Artiklen fortsætter efter billedet

https://imgix.seoghoer.dk/paradise_hotel_praemiere_043_2sl7416.jpg_0.jpg
 Foto: Søren Lamberth

Casper "Balo" mener, at Christoffer selv var ude om den behandling han fik på hotellet. (Foto: Søren Lamberth)

Heller ikke Casper mener, at det er alt, man ser på tv.

- Der skete rigtigt mange småting, som man ikke har set. Hånden på hjertet, så har de sgu klippet ham på den bedste måde. Det er bare ikke så synd for ham, som man ser. Man skal fandeme være et ledt menneske, hvis man behandler nogle sådan der uden grund.

Episoden i baren husker Casper dog ikke noget om, men han kan derimod nævne andre episoder på hotellet.

- Jeg satte mig ned med ham og sagde ”Prøv at hør, Christoffer, det er pisseirriterende det her sker, og jeg er træt af, at du går ud over mine grænser. Og jeg tror, at du skal prøve at komme ind med en anden indgangsvinkel, end den du kommer med”, fortæller Casper. Samtalen ændrede dog ikke noget.

Han mener samtidig, at produktionen ikke havde andet valg, end at redigere programmet på den måde, som de har gjort det på.

- Den eneste måde de kunne klippe ham sammen på, var at gøre ham til Medlidenheds-Christoffer, siger Casper og fortsætter:

- Det er synd, at han selv trækker sig, og det syntes vi også det var i øjeblikket, men man ligger, som man har redt.

Sponsoreret indhold