Luksusfælden23. oktober 2018

Malene fra "Luksusfælden" droppede kage: Så meget har hun tabt sig

I aftenens afsnit af "Luksusfælden" var Malene og Christians økonomi bogstaveligt talt gået i kage. Hvordan går det for parret nu?
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/luksusfaelden_i_odder_2.jpg
 Foto: TV3

Det var ikke nogle 100 procent begejstrede eksperter, der i aftenens afsnit af "Luksusfælden" forlod Malene og Christian i Odder.

Selvom parret havde skåret drastisk ned for deres massive forbrug, så formåede de ikke at holde sig inden for det budget, som eksperterne havde lagt for det unge par.

Og trods den bittersøde afslutning fortæller Christian nu til SE og HØR, at det går ganske godt for parret og deres økonomi.

- Vi har fået det stille og roligt til at køre, men mere på vores egne præmisser. Vi har et mad- og diversebudget, der hedder 9.500 kr. i stedet for 8.000 kr., og så kan vi få det til at løbe bedre rundt på den måde, fortæller Christian til SE og HØR.

Christian tilføjer, at de økonomiske eksperters budget for, at parret skulle afvikle deres gæld på næsten 300.000 kr., måske var lige lovlig ambitiøs.

- Vi har snakket med dem efterfølgende. De synes måske, det var lidt stramt, nu vi havde penge til, at vi godt kunne sidde bedre i det, fortæller Christian, der arbejder som tømrer.

Det 27-årige par har sat sig som realistisk mål, at de kan købe hus, når de er 35 år, fortæller han yderligere.

I programmet hæftede de økonomiske eksperter sig ved, at Malene brugte hele 1.000 kr. om måneden på kage, mens Christian brugte samme beløb på at tage på tanken.

- Malene er helt stoppet med at spise kage og er begyndt på slankekur og har tabt 6-7 kg, fortæller Christian om sin hustru.

- Jeg har givet mig selv lov til at gå på tanken en enkelt gang, og det er om mandagen for at købe en kop kaffe om morgenen, fortæller Christian om sin dyre uvane.

I "Luksusfælden" fortalte ægteparret også, at de ofte måtte sige nej til deres to børn, når de plagede om at komme i svømmehallen eller i Djurs Sommerland - der var simpelthen ikke råd til det.

- Vi skulle have været i Fårup Sommerland her i efterårsferien, men Malene lagde sig med Roskildesyge, så vi kom desværre ikke afsted. Så det må vi gemme til næste år, lyder det fra Christian.

På sigt drømmer familien på fire også om at tage på ferie.

- Det ligger lige et par år frem. Sidste år fik vi en bryllupsgave på noget kør selv-ferie til Italien, og det vil vi gerne på igen, men nu skal vi lige have en bil først, lyder det med et grin fra tømreren, der i programmet solgte sin bil for at blive hurtigere gældfri.

På sigt drømmer Christian om igen at være kørende, men indtil videre går det nok:

- Vi har min svigerforældres bil, vi må låne, når vi har lyst til det, så det er meget rart, lyder det fra Christian.

Sponsoreret indhold