Luksusfælden30. marts 2021

"Luksusfælden"-Connie raser: - Gå væk, eller jeg slår dig!

Der er skruet godt og grundigt op for dramatikken i aftenens afsnit af ”Luksusfælden”
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/connie_-_luksusfaelden_0.jpg
 (Foto: NENT Group)

Det er i den grad et sæt chokerede ”Luksusfælden”-eksperter, Kenneth Hansen og Sesilie Munk-Stenderup, der i aften besøger Connie og Esben i Struer.

Sjældent er det en dans på roser, når eksperterne fra det populære TV3-program rykker ud til danskere, der befinder sig i økonomiske kniber. Og det samme gør sig i den grad gældende i aften, når Kenneth og Sesilie møder Connie og Esben.

I første omgang er eksperterne slet ikke klar over, hvilken kamp de står over for. Og særligt Connie har brug for at forsvare og forklare sin og familiens økonomiske situation – og der bliver ikke ligefrem sparet på de dårlige undskyldninger.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Videoen til denne artikel er efterfølgende fjernet af Viafree

Connie og Esben lyder livet. De spiller golf, elsker at gå ud at spise – og det er vigtigt for Connie at have et pænt hjem.

Parrets gæld stammer primært fra lån, som Esben tidligere i sit liv har stiftet. Og den samlede gæld for dem begge er enorm. Faktisk ser det så skidt ud, at Connie inderligt ønsker sig at få konstateret brystkræft, så hun kan få en forsikringsudbetaling, der kan betale Esbens gæld, proklamerer hun.

Og da eksperterne forklarer parret, hvor skidt det hele står til, og hvor uhensigtsmæssigt de har spenderet deres penge, bliver det hele for meget for Connie.

Faktisk raser hun så meget, at hun på et tidspunkt har brug for en pause. Og kort efter bliver hun ualmindeligt vred på sin mand:

- Gå væk, eller jeg slår dig, lyder det fra Connie, da Esben nærmer sig sin kone for at trøste hende efter budgetpræsentationen fra ”Luksusfælden”-eksperterne.

Med parrets gennemsnitlige udbetaling på cirka 60.000 kroner om måneden bør der dog være råd til at afdrage på gælden – og således komme ud af den økonomiske knibe. Men det er ikke så nemt, som det måske lyder.

Se, om det lykkes Kenneth og Sesilie at overbevise parret om, at de skal droppe de dårlige undskyldninger og i stedet fokusere på sammen at få styr på deres økonomi.

Du kan se det nyeste afsnit af ”Luksusfælden” på Viaplay allerede nu eller i aften klokken 20.00 på TV3.

Sponsoreret indhold