Luksusfælden18. februar 2020

Heidi efter "Luksusfælden": Stadig vrøvl med kreditorerne

Selvom det ser lysere ud hos Heidi og Carsten i Farsø, så er TV3's eksperter i løbsk luksusforbrug ikke helt færdige hos parret endnu
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/farsoe_1.jpg
 NENT GROUP/Viaplay og TV3

Den sæsonpremiere på "Luksusfælden" som danskerne i aften kunne se på TV3 og Viaplay, blev lavet tilbage i august, da Heidi og Carsten fra Farsø i Nordjyllands økonomi hang i laser.

Faktisk stod det så slemt til, at Heidi måtte vælge enten at tage imod eksperternes hjælp - eller flytte.

- Du ryger kraftedme på gaden, det kan jeg love dig, lød det fra Carsten i programmet.

Dog ser tingene nu lysere ud for parret og deres søn, for i dag kan Heidi stolt fortælle til SE og HØR, at langt størstedelen af gælden er afviklet.

- Det er gået fint. Vi mangler stadig to lån, som ikke er helt ude af verden, men ellers har vi klaret resten.

TV3 har ikke sluppet helt endnu

I programmet, som sparkede den nyeste sæson af det populære program i gang, kunne seerne opleve et par, som drev en yderst opdelt økonomi.

Eksempelvis var der ikke megen hjælp at hente hos Carsten, som klart proklamerede, at han ikke havde tænkt sig at hjælpe Heidi med en eneste krone, når de mange dyre kviklån nu skulle afvikles.

Men også her har piben tilsyneladende fået en anden lyd.

- Carsten har faktisk hjulpet mig med nogle af lånene. Men de fleste, har jeg klaret selv, fortæller Heidi fra Farsø.

Dog er der lidt grus i maskineriet, for selvom TV3 har hjulpet Heidi og Carsten, så er der stadig en af kreditorerne, der ikke er helt så let at samarbejde med.

- Samme dag som "Luksusfældens" eksperter sagde farvel til os, gik jeg på borger.dk og frameldte mig kviklånene, men der er stadig vrøvl med en af kreditorerne. De mener ikke, jeg har overholdt min del af aftalen, men det er fordi, der var nogle kortoplysninger, der ikke var gået ordentligt igennem omkring oktober. Derfor gælder det, som "Luksusfælden" har arrangeret ikke, fortæller hun og fortsætter:

- Det betyder også, at TV3 stadig er inde over, indtil det går i orden.

Videoen til denne artikel er efterfølgende fjernet af Viafree

Arbejder stadig 50 timer om ugen

Heidi fortæller til SE og HHØR, at det var hårdt at holde de mange kviklån for i alt 50.000 kr. skjult for sin partner derhjemme.

Det var både hårdt for hende og Carsten, at hjemmet var fyldt med så mange hemmeligheder.

- Det går bestemt bedre som par - og som familie. Vi er blevet bedre til at tage tingene hen ad vejen. Det var der, hvor vi havde problemer sidst. Der har ikke været noget siden, vi er begyndt at tale mere åbent om det fortæller hun.

Heidi arbejder stadigvæk 50 timer om ugen, for at få råd til at klare afdragene.

Sponsoreret indhold