Et spørgsmål knækker "Luksusfælden"-Louise: - Det er noget lort

Foto: NENT Group Danmark

Det er et sæt rystede "Luksusfælden"-eksperter, der i aftenens afsnit skal prøve at hjælpe 23-årige Louise med at få sin økonomi på rette køl igen.

Intet mindre end 14.900 bliver der lagt på diverseposten, og det er selvom moren til to fra Gørløse har en gæld på en halv million kroner. Fortsætter hun som nu, får hun aldrig gælden betalt af.

Veninden ved Louises side er da heller ikke bleg for at kommentere, at det altså er "rigtig mange penge".

Artiklen fortsætter under videoen ...

- Det vidste jeg egentlig godt, griner Louise nervøst, når hun ser dit forbrug visuelt for sig.

- Ej, Louise, nu stopper det. Du fortæller ikke, at du godt vidste, at der lå næsten 15.000 kroner på den her post?, afbryder den chokerede ekspert Kenneth Hansen.

Men jo, det vidste hun godt, og hun ved også godt, hvad beløbet dækker over. Det er ting til børnene som sko og tøj, men bestemt også ting til hende selv som hår og negle. Desuden bruger hun også en del penge på fastfood og boligindretning.

Hun har selv haft en turbolent barndom, og hun vil så gerne give sin børn et bedre liv. Problemet er bare lige, at hun aldrig har lært at styre sin egen økonomi.

(Foto: NENT Group Danmark)

Lægger man både madposten og diverseposten sammen, er det her, 22.500 kroner forsvinder hen hver evig eneste måned. Og når hun i gennemsnit får 26.800 kroner udbetalt, så er det selvsagt ikke mange penge tilbage til noget som helst.

Louise står smilende og grinende gennem voksen-skælduden, men det falder ikke i god smag hos den anden ekspert, Jan Swyrtz.

- Du står og griner hele tiden! Det tager så meget fokus, at du står og griner. Prøv nu at lytte til, hvad vi siger. Jeg er lige så rystet som Kenneth, når du kommer og siger, du er klar over det. Hvorfor har du så ikke gjort noget ved det?

Hun forsikrer, at hun tager set seriøst. Men da hun bliver konfronteret med, hvorfor hun flygter fra virkeligheden, så kan den ellers smilende Louise ikke længere holde masken.

Stemmen knækker over, hun fælder en tåre og siger:

- Fordi det er noget lort. 

Om eksperterne får smilet og økonomien tilbage på rette spor, kan du se i aftenens afsnit af "Luksusfælden" klokken 20 på TV3 og Viaplay allerede nu.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close