Luksusfælden26. september 2017

"Luksusfælden": Bruger ekskærestens penge

Aftenens deltager i "Luksusfælden" har brugt ekskærestens penge i stedet for at afdrage på deres fælles kviklån
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/luksusfalden_i_esbjerg_12.jpg
 Foto: TV3

26-årige Anette fra Esbjerg har hang til gode middage, lækre rødvine og selvforkælelse. Det seneste år har hun brugt 52.000 kroner på luksus, og det er svært for Anette, der arbejder som tjener, at få økonomien til at hænge sammen.

Udover de dyre vaner har Anette også løjet om, hvor meget hun reelt betaler i husleje, så hendes familie og venner ikke skal bekymre sig om, om hun rent faktisk har råd til at leve, som hun gør.

Da "Luksusfælden"s eksperter Kenneth Hansen og Jan Swyrtz besøger Anette, finder de hurtigt ud af, at hendes gæld nærmer sig en halv million.

Anette fortæller, at hun ikke tager telefonen, når kreditorerne ringer, hun lyver for venner og familie om sin situation, og hun kan ikke sove om natten, fordi hun stresser over økonomien.

Den 26-årige kvindes gældsspiral startede, da hun og hendes daværende kæreste optog en masse kviklån, så de kunne spise på lækre restauranter og tage på ferie. Da parret så gik fra hinanden, var det meningen, at ekskæresten skulle overføre penge til Anette, der så ville afdrage på de dyre lån.

Men i klippet, som du kan se nederst på siden, indrømmer Anette, at hun ikke har brugt eks'ens penge på at betale af på lån. Hun har brugt dem på sig selv, blandt andet på at købe dyre vine på afbetaling.

Hele programmet sendes i aften klokken 20:00 på TV3.

Sponsoreret indhold