Luksusfælden13. oktober 2020

Anders fra ”Luksusfælden” får kæmpe øjenåbner: Sådan går det ham i dag

Det var et sæt chokerede ”Luksusfælden”-eksperter, der besøgte Anders fra Munkebo på Fyn
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/munkebo_5.jpg
 Foto: TV3

Den 35-årige Anders har rod i sin økonomi. Og en fortid som kriminel og stofmisbruger har bestemt ikke fået gælden til at forsvinde. Tværtimod.

Samtidig er kæresten Camilla, 25, også med til at bidrage til den samlede gæld på 609.000, når parret i fællesskab blandt andet bruger penge på takeaway, elektronik og fornøjelser.

Løbende i programmet var det tydeligt, at eksperterne Sesilie Munk Stenderup og Jan Swyrtz havde særdeles vanskeligt ved at lure, om Anders i virkeligheden forstod alvoren af han og kærestens økonomiske knibe.

Men det gjorde han.

Og eksperternes besøg har i den grad betydet ”et spark i røven i den rigtige retning”, fortæller Anders, da SE og HØR fanger ham på telefonen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/eksperter_og_camilla_og_anders_0.jpg
 (Foto: TV3)

Foto: TV3

Men der skal selvsagt handling bag de vise ord. Og det er der i den grad også. Noget tyder nemlig på, at Anders har noget nær en lille revisor gemt i maven:

- Der går lidt sport i det. Vi lægger rundt regnet 1000 kroner ekstra i sparegrisen hver måned, forklarer Anders.

Penge, der ikke var en del af eksperternes stramme budget, men som parret alligevel formår at spare sammen – også selv om alle kreditorer får deres penge og de famøse børnebidrag bliver betalt.

Men derudover har Anders også gjort en ekstra indsats for at få styr på økonomien:

- Jeg downloader apps til min telefon. Så kan man lige tage et billede af regningen, og så kører den selv ind på PBS’en, og så spiller det. Jeg er begyndt at nørde det lidt, griner han.

Livretten skiftet ud

Da ”Luksusfælden” besøgte Anders, kunne de hurtigt konstatere, at diverse tankstationers menukort med franske hotdogs ofte var mere end bare fristende for aftenens hovedperson.

Men sådan er det ikke helt længere:

- Jeg smører madpakke hver dag. Det er hovedreglen, forklarer Anders, der dog samtidig understreger, at han en gang imellem stadig klemmer en fransk hotdog ned:

- Men jeg kører ikke forbi tanken to gange om dagen. Det var jo lidt der problemet var – og at jeg ikke gad at smøre madpakke.

- Så længe man ikke bare kaster hovedkulds om sig og køber, hvad man ser. Vi tænker over det dagligt – det gør vi da.

Madbudgettet er i dag også et helt andet, end da eksperterne fremviste det høje forbrug på 6600 kroner, og hvor de 2700 kroner af dem i øvrigt blev brugt på fastfood:

- Vi laver madplan en gang om ugen. Og så har vi en gammeldags tavle ude køkkenet, hvor vi skriver madplanen på.

På den måde kan parret således holde sig inden for det nye madbudget på 4300 kroner.

Alt tyder på, at Anders og Camilla i den grad har haft gavn af eksperternes hjælp. Og med det nye budget står de til at være gældfri, og desuden have penge til udbetalingen på et hus, om intet mindre end seks år og 10 måneder.

Sponsoreret indhold