Love Island9. november 2018

Efter topakavet date: Patrick sendt ud på røv og albuer

Tre dage var alt, hvad Patrick kunne få på "Love Island", inden han igen blev smidt væk fra kærlighedsvillaen. Ingen af pigerne gad at være partner med ham
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/skaermbillede_2018-11-08_kl._22.40.11.png
 Foto: TV3

Det blev til et ekstremt kort ophold for Patrick på i "Love Island"-villaen.

Han flyttede ind i tirsdagens program, og allerede her til aften var det så tid til at sige farvel til ham igen.

Ingen af pigerne gad nemlig at være partner med ham, da der var pardannelse.

Og det var nu ikke, fordi han ikke havde prøvet at få nogle af pigerne på krogen.

Han havde nemlig prøvet. Og måske endda prøvet lidt for meget.

Først var det Samantha, som Patrick afprøvede sin charmetricks på.

- Da jeg så dig først, dine øjne de fangede mig fuldstændig. Dem kan jeg virkelig godt lide at kigge ind i, og så skulle jeg da lige forhøre mig, hvordan du forholdt dig til det hele, sagde Patrick til Samantha, da de tog en snak på sofaen.

Men Samantha skynder sig at sende Patrick direkte i friendzonen.

- Jeg synes jo, at du er virkelig sød og rar, og jeg er virkelig glad for, at vi fulgtes ind. Men jeg tænker ikke, at du er min type, eller den jeg vil gå efter. Jeg troede egentlig mest, at du var til Olivia. Jeg tænkte ikke, at det var så meget mig, siger Samantha til ham.

Det virker dog til, at Patrick fanger, hvad det er, Samantha siger til ham. For han har da egentlig gået og været lidt lun på Olivia, så da det er tid til at tage på date med en valgfri pige, inviterer han Olivia med.

Og det viser sig hurtigt, at det bliver ret akavet.

For allerede ved begyndelsen af daten, bliver Olivia nødt til at vise sig som den stærke kvinde hun er, og åbne champagnen for Patrick.

Han havde nemlig ikke helt forstand på, hvordan man fik sådan en op.

Olivia var dog sød nok til at lade ham hælde op i glassene efterfølgende.

Derefter begyndte Patrick sin charmeoffensiv på Olivia.

- Du er en af grundene til, at jeg overvejede at tage herind. Du fangede mit øje. Først udseendemæssigt, hvor jeg tænkte wow. Derefter, da jeg fandt ud af, hvilken person du er. Hvordan du hviler i dig selv og din udstråling. Og dine øjne, dem kunne jeg kigge ind i længe, fortæller Patrick til Olivia.

Og ja, du læste rigtigt. Patrick valgte at bruge den præcis samme scorereplik med øjnene, som han kort tid forinden havde brugt på Samantha.

Men heller ikke Olivia bider på.

- Jeg var skeptisk. Jeg har overvundet en stor grænse, der hedder, at udelukke udseende og gå udelukkende på personlighed. Jeg vil gerne have en høj fyr, og er faktisk lidt ligeglad med alt andet, men jeg kan mærke, at jeg ikke er tiltrukket af dig. Jeg synes, at du er superskøn, men jeg kan ikke se, at jeg skulle udvikle mig på et romantisk plan, fortæller hun.

Og så er Patrick ellers løbet tør for planer. For den unge fyr fortæller Olivia, at han ikke har tænkt på nogen af de andre piger.

- Jeg har ikke overvejet nogen. Det har jeg ikke, så skulle der komme en ny en ind, siger han, og der taber Olivia tydeligvis alt for ham.

- Min date med Patrick er enormt ambivalent. Jeg havde egentlig troet, at jeg ville gå derudfra med et syn på, at patrick er en fantastisk, rar og behagelig fyr, men i og med, at han får smidt nogle af sine holdninger på bordet omkring, at han ikke har lyst til at interagerer med de andre piger, fordi han ved, hvad han skal søge, så ændrer mit syn sig på ham til at han er enormt arrogant, siger hun, da hun atter er tilbage i villaen.

Da hun senere betror sig til de andre piger, får kritikken af Patrick så et ekstra nøk opad.

- Det var så ubehageligt. Han sagde basically, at han kun var kommet ind for min skyld, sagde hun til pigegruppen i villaen.

Det går da heller ikke værre eller bedre, end at Patrick bliver sparket ud på røv og albuer, da der er pardannelse samme aften. Ingen af pigerne gider simpelthen af danne par med ham.

Parrene ser nu ud som følger:

Oliver & Julie

Jonas & Ida

Rasmus & Isabella

Kasper & Samantha

Nikolaj & Nathalie

Jamie & Olivia

Noget tyder dog på, at parrene ikke kommer til at se sådan ud, når der er pardannelse næste gang.

Ved slutningen af aftenens afsnit dukker Humlebæk-pigen Amanda nemlig op, og hun får lynhurtigt tændt op i kedlerne hos Nikolaj, der proklamerer, at han er klar til at bytte sin partner ud med hende.

Om han får held med den mission, må vi vente med at se til i morgen i "Love Island".

Sponsoreret indhold