"Love Island"-Shahad bryder normen: Kappede båndene til familien som 18-årig
LÆS OGSÅ: Det ser du ikke på tv: Hemmelighederne fra "Love Island"
20-årige Shahad fra Aalborg er en af de nye singler i årets sæson af "Love Island". Hun voksede op med stramme regler og forventninger i hjemmet, men valgte som teenager at gå sin egen vej.
Derfor kappede hun for to år siden båndene til sin familie.
Hun er oprindeligt fra Irak, og for hende var det vigtigt at være med i programmet netop for at vise, at deltagere med mellemøstlig baggrund også kan være en del af reality-verdenen.
- Den kultur jeg kommer fra, har nogle ret stramme regler, både tradition og religion, så du kan blive stemplet ret hårdt, hvis du gør noget uden for rammerne, siger Shahad til SE og HØR, da vi møder hende til pressedag på Gran Canaria.
Allerede som 18-årig valgte Shahad at bryde kontakten til sin familie - et brud, der stadig står ved magt i dag.
- Vi har ikke de samme værdier, og på grund af religion, fortæller hun og lægger ikke skjul på, at det har været en hård proces at miste kontakten til sin familie.
I to år har hun ikke haft nogen kontakt med familien, og perioden efter bruddet var hård, men har alligevel været afgørende for hendes udvikling.
- Jeg er virkelig vokset meget de seneste to år mentalt, og kender mig selv bedre, siger hun.
Vil bryde mønsteret
Selvom det har kostet hende dyrt, er Shahad ikke i tvivl om, at hun har gjort det rigtige. Hun har nemlig et klart ønske om at skabe en ny fremtid for sig selv, og for sine kommende børn.
- Jeg ved, at når jeg en dag skal have børn, skal de ikke leve under det samme, så jeg vil hellere selv bryde mønsteret, så de ikke skal, siger hun.
Se hele interviewet øverst i artiklen.