Juliver vandt "Love Island": Vi fortjente det

Julie og Oliver vandt den første danske udgave af \

Julie og Oliver vandt den første danske udgave af "Love Island".

Foto: TV3

Efter seks lange uger er "Love Island" endelig forbi, og en vinder er blevet fundet. 

Og det kom nok ikke bag på særligt mange mennesker, at det var "Love Island"-villaens mest stabile par, Oliver og Julie, der løb med sejren, efter at seerne havde stemt på deres favoritpar.

Inden vi kom så langt skulle vi dog lige igennem 42 minutters TV, hvor vi blandt andet fik et kig på parrenes kærlighedshistorier, var på dates og snakkede lidt om sæsonen.

- Du har allerede på kort tid vist mig, hvad ægte kærlighed betyder, sagde Julie til Oliver, da hun læste et kærlighedsbrev op på deres romantiske date sammen.

At det var villaens to kærestepar, der stod i finalen mod hinanden, fandt vi dog først ud af senere i programmet. 

Først blev Kasper og Josefine sendt ned for at drikke champagne, så de kunne fejre den fjerdeplads, som seerne havde besluttet, at de skulle have. 

Efterfølgende fik de selskab af Joakim og Olivia, der måtte tage til takke med en tredjeplads. 

Og dermed var der kun to par tilbage i kampen om de 250.000 kroner. 

Ida og Jonas på den ene side og Julie og Oliver på den anden.

I sidste ende var det dog Julie og Oliver, der kunne løbe afsted med sejren og den kvarte million.

De skulle dog lige igennem en sær form for troskabstest, der var overstået, før den overhovedet var begyndt. De fik begge en kuvert, hvor den ene fik hele pengepræmien, og den anden fik nul kroner, og så skulle personen, der havde fået pengepræmien beslutte, om pengene skulle deles mellem dem.

Artiklen fortsætter efter billedet


Julie vandt hele pengepræmien, men valgte selvfølgelig at dele med Oliver. (Foto: TV3)

Da begge kuverter var blevet åbnet, stod det klart, at Julie havde vundet de 250.000 kroner.

Og som alle nok havde regnet med, så valgte hun at dele pengene med kæresten Oliver. 

Men hvordan var det så at vinde den første danske sæson af "Love Island". 

- Det er den vildeste følelse nogensinde. Det kan slet ikke beskrives, fortæller Oliver til SE og HØR og bliver bakket op af kæresten: 

- Altså det er slet ikke gået op for mig endnu. Det er ligesom en drøm, siger Julie på telefonen fra Gran Canaria. 

Parret ved godt, hvad de skal bruge pengene på.

- Vi har snakket en del om, at det skal gå til et indskud på en lejlighed. Og så selvfølgelig vores dejlige familier. De fortjener at få nogle gode gaver, fortæller Oliver. 

Der er altså ekstra store julegaver på vej til parrets familier. 

Spørger man Julie og Oliver, hvem der var de mest værdige til at vinde "Love Island", er svaret klart:

Det var de selv. 

- Vi har været sammen siden dag et, og vi har kunnet modstå fristelser. Der har ikke været nogen, der er kommet ind, hvor vi tænkte spændende, siger Oliver.

- Ja, som det eneste par, der har været sammen siden dag 1, synes jeg, at vi fortjener det, bakker Julie ham op.

De kunne dog godt være lidt i tvivl om, om det rent faktisk var dem, der ville løbe med præmien. 

Finalen blev optaget natten til lørdag, og det var først omkring klokken 02.00 om natten, at optagelserne var færdig.

Parret endte med først at være i seng ved firetiden, efter de havde skyllet store mængder af champagne ned. 

Find din favorit kendis her:

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close