“Love Is Blind”-Danielle afslører: Derfor blev vi skilt
Kun få dage efter, nyheden lød, at “Love Is Blind”-parret Iyanna og Jarrette Jones skulle skilles, kunne Danielle Ruhl – der ligeledes mødte sin mand i Netflix-programmet – underskrive sine egne skilsmissepapirer.
De to par var ellers de eneste, der rent faktisk sagde deres “ja” i sæsonfinalen af den anden sæson af datingprogrammet.
Men siden nyheden om den kommende skilsmisse har hverken Danielle Ruhl eller Nick Thompson direkte kommenteret på årsagen bag deres brud.
Det ændrede Danielle dog på i weekenden, hvor hun på sin story på Instagram, som hun siden har slettet, kunne dele, hvordan de to var enige om, at det rette for dem var en skilsmisse.
– Vi snakkede en del om det, og det var ikke en pludselig beslutning, selv om det måske har set sådan ud. Vi prøvede virkelig hårdt, men til sidst blev vi enige om, at det nok var for det bedste, fortæller hun og uddyber:
– I sidste ende var vi var bare for forskellige, lyder det fra hende, mens hun forsikrer sine mere end 570.000 følgere, at ingen af de to var hinanden utro.
Artiklen fortsætter under billedet
Netflix-stjernen fortæller ærligt videre, hvordan hun i lang levede i en form for benægtelse, og at hun havde svært ved at indse, de to ikke var det rette match.
– Og det er det, der gør det svært. I hvert fald for mig, for jeg havde det sådan; “Vi elsker jo stadig hinanden”. Men du kan godt elske hinanden og så stadig prøve at komme videre. Men det er hårdt. Det er meget hårdt.
Parret fandt sammen i løbet af optagelserne til den anden sæson af “Love Is Blind”, der havde premiere i februar tidligere i år.
Den tredje sæson af datinghittet har premiere den 19. oktober på Netflix.