Lenny Pihl efter reklame-bummert: - Jeg ved godt, hvor grænsen går
LÆS OGSÅ: Regitze Bach og Lenny Pihl boller ikke andre: - Vi er ikke kærester endnu
I den aktuelle DR-dokumentar "Løgnen i dit feed" erkender Lenny, at han er kommet til at lave flere reklamevideoer, som han fortryder.
Han endte blandt andet direkte i skudlinjen, da han for flere år tilbage reklamerede for kviklån og Fie Laursens trusser.
Men den tid er helt slut, hvis man spørger den 39-årige realitykendis, der dukkede op til "Vi Elsker" i Rødovre lørdag, hvor SE og HØR var til stede.
- Jeg ved godt, hvor grænsen går for, hvad der er rigtig dumt, og hvad der ikke er, lyder det fra Lenny, der fortsætter:
- Så nu reklamerer jeg for ting, jeg godt kan stå inde for selv.
Han har derfor ikke lagt reklametjansen helt på hylden, fortæller han.
- Lige nu er det eneste jeg reklamerer for en tattooshop og nogle kammerater.
Lommepengene kommer dog stadig andre steder fra. For nylig er Lenny Pihl - ligesom flere af hans andre realityvenner - begyndt at sælge videohilsner til sine følgere til 150 kroner.
- Det er dejligt at gøre folk glade, men også dejligt at tjene lidt ekstra lommepenge, så man ikke hele tiden skal dykke i sine egne lommer, fortæller han.
Hvor meget af hans tid, der går med det, er dog uklart.
- Hvis jeg skulle sende til alle, så skulle jeg måske sende 500 videoer om måneden, fortæller Lenny, som senere i interviewet slår fast, at han kun har solgt tre videoer i alt.