Lasse fra "Gift ved første blik" fik konstateret adhd: - Det var en forløsning
Hans hustru i ”Gift ved første blik”, Dorthe, kalder ham ”flyvsk” – og dét indrømmer Lasse Lilja Vilhelmsen, 41, gerne, han er, da SE og HØR besøger ham hjemme i Virum nord for København.
- Det er jeg, det er jeg ikke bange for at sige. I marts fik jeg en udredning for adhd. Jeg har jo klaret mig godt gennem hele livet og er rimelig skarp på mange ting.
- Det er rigtigt, at hvis jeg bliver optaget af noget, går jeg 120 procent ind i det. Men hvis det ikke har min interesse 100 procent – f.eks. oprydning eller indretning – kan der godt komme overspringshandlinger, medgiver Lasse og understreger, at han dog godt kan fokusere på vigtige ting.
I begyndelsen af året besluttede han sig for at finde ud af, om han mon havde adhd.
- Vi blev ret hurtigt enige om, at jeg ikke har H’et så voldsomt (i adhd, red.). Jeg har nok mere den diagnose, de kalder ”den stille adhd”, fordi det er mine tanker, der kører på fuld smadder.
Villa, Volvo og vovse
Lasse har med egne ord haft en tryg og god opvækst med forældre og bror i Kerteminde på Fyn.
- Det var villa, Volvo og vovse – det er ikke engang løgn, siger ”Gift ved første blik”-deltageren, der er søn af den tidligere SF-formand Annette Vilhelmsen.
Når han i dag ser tilbage på sin skolegang, kæmpede han allerede dengang med at fastholde fokus.
- Jeg kan huske, når man skulle bøje navneord i folkeskolen, og jeg tænkte: ”Nu har jeg gjort det tre gange – jeg behøver ikke gøre det de sidste 17 gange på den her side – jeg har forstået det”.
- Og kampen med mine forældre: ”Hvorfor kan du ikke bare gøre det?”. ”Jamen jeg har jo forstået det” – og nu var der noget, der var vigtigere og sjovere … Det var ikke, fordi jeg ikke kunne lide skolen. For mig handlede det om at komme fra A til B hurtigst muligt, forklarer han.
Begge Lasses forældre er uddannede lærere.
- Så jeg tror også, de lidt havde en kamp hjemme ved aftenbordet: ”Vi ved godt, hvordan man skal lære – gør det nu...”. Men samtidig vidste de, at der var en masse ting, jeg godt kunne, og at jeg kunne fokusere og få ordnet alle mine ting på meget kort tid.
Klodserne faldt på plads
Da Lasse i marts fik sin diagnose, kom det ikke bag på ham.
- Overhovedet ikke. Det var nærmest en forløsning, siger han.
- ”Okay, det er dérfor. Det er ikke, fordi der har været noget galt med mig. Det er bare sådan, jeg er”. Jeg tror, det har givet en accept af mig selv. Jeg slog mig selv oven i hovedet over ikke at kunne gøre, som de andre gjorde.
- Hvorfor var jeg altid i sidste øjeblik med mine ting? Okay, jamen det er derfor, og det er faktisk helt okay. Det er bare sådan, du er, siger han og fortæller, at klodserne faldt på plads, og det har gjort, at han bedre kan forklare sig selv.
- Det skal ikke være en undskyldning for, at jeg kan tillade mig at gøre nogle andre ting eller være ufokuseret. Det skal være en forklaring på, hvorfor jeg måske har brug for nogle andre ting, siger han og uddyber:
- Det kan forklare, hvorfor jeg ikke trives så godt med at sidde nede i kantinen og spise frokost med alle de andre, for der er meget lyd og meget snak.
- Mit hoved slapper ikke af. Så hvis jeg tager maden og går på mit kontor, lytter til lidt musik og tager den halve times spisepause er det, hvad jeg har brug for, lyder det fra Lasse, der arbejder som specialkonsulent hos NSK.
Efter diagnosen har han fået mere ro.
- Jeg har gået på Hærens Officerskole og været vurderet intelligent og egnet nok til det, og jeg har været i et langt forløb til PET plus hemmelighedsgodkendt på højeste niveau. De to ting ville jeg ikke kunne søge i dag, for nu har jeg en diagnose, så nu er jeg sygdomsramt.
- Det vil jeg gerne have slået ihjel på en eller anden måde. For det, der er sket, er, at jeg har fået en pille, så nu er jeg meget mere stabil, og jeg har meget mere styr på mine tanker. Så jeg burde faktisk være dygtigere, end jeg var før, men nu kan jeg ikke, lyder det fra Lasse.