
Lars Poulsen skulle hele efter skilsmissen: Hellere en tyr end fem kvinder

LÆS OGSÅ: Lars P. fra "Landmand søger kærlighed": Jeg meldte mig ikke selv
Jeg vil hellere trække med en gal tyr, for det ved jeg, hvordan jeg skal håndtere.
Tankerne gik igennem 63-årige Lars Poulsens hoved, da han i foråret skulle på speeddate med fem kvinder i TV2-hittet ”Landmand søger kærlighed”.
– Det var virkelig en prøvelse at gå hen til det bord, hvor der sad fem kvinder.
En gal tyr ved jeg, hvordan jeg skal håndtere. Det her vidste jeg ikke helt, hvordan jeg skulle håndtere, husker Lars om sit første møde med de fem kvinder.
Efter han for tre år siden blev skilt, har det med kvinder og kærlighed været lidt svært.
– Skilsmissen kom ikke pludseligt – det havde båret derhen i et stykke tid, men når man har været sammen i så mange år, så har man en eller anden form for samspil. Vi var fasttømrede.
Så det har jeg brugt noget tid på at komme på den anden side af, forklarer Lars,
Han beskriver det som at miste sin højre arm.
Men som tiden er gik, kunne han mærke, at der manglede noget i hjemmet ved Randers.
– Jeg kunne mærke, at jeg begyndte at få lyst til det igen, siger Lars om kærligheden.
– Den kop, jeg forlader om morgenen, den står på samme måde, når jeg kommer hjem, forklarer han om den stilhed, han følte i hjemmet.

Bedre end forventet
Det blev der i den grad lavet om på, da hans bejlere flyttede ind under optagelserne til ”Landmand søger kærlighed”.
– Det var meget anderledes. Vi var jo fire voksne mennesker, så man skulle lige tage hensyn til alle vores særheder, husker Lars.
Det var ikke nemt at blive kastet ud i at date på den måde, men det gik meget bedre, end han havde forventet. Det sværeste var, når han skulle vælge en kvinde fra.
– Jeg var ret sikker, når jeg skulle vælge. Men det var virkelig en prøvelse, når jeg skulle gøre nogle kede af det. Men jeg synes, jeg klarede det fornuftigt, lyder det fra den sympatiske landmand.
Den kvinde, han drømmer om at dele livet med, må gerne være aktiv og have sine meningers mod. Han elsker nemlig selv at være aktiv.
– Jeg går en del til hundetræning og på jagt og fisker. Og så er vi en flok, der cykler sammen nogle gange om ugen, fortæller Lars.
Derudover har han brugt de seneste år på at udvikle sig på højskoleophold.
– Det har været noget med personlig udvikling. Jeg kan godt lide den ånd, der er på en højskole.
Højskolesangbogen hører jeg nogle gange, når tingene kan være lidt trælse, forklarer landmanden.
Tæt på familien
Meget af hans tid går også med hans søn, datter og tre børnebørn på fire, seks og syv år.
– Jeg er så meget som mulig sammen med dem. Den ældste har lige været her et par dage og overnatte.
Det er rigtig dejligt, vi kan sparke noget dæk og snakke traktor, siger den glade morfar.

Engang, når han er pensionsmoden, kunne han også sagtens finde på at rykke tættere på dem.
– Det ender nok med, at jeg flytter til Tranum, hvor mine børnebørn er.
Men det er også svært, for jeg har et enormt netværk her, fortæller Lars, som er født ved Esbjerg, men har boet ved Randers det meste af sit voksenliv.
I dag ved han, at det slet ikke var så slemt at møde de fem kvinder.
De seneste tre måneder har han lært meget om dating – og selv om han ikke må afsløre, hvordan det går med kærligheden i dag, så er han taknemmelig for det, har han fået med sig.
– Det har været en fantastisk oplevelse – og jeg har fået så meget ud af det.
