Kjeld kyssede Kirsten i ”Hotel Romantik”: Her er Bentes svar

Der er varme følelser mellem Kjeld Marslew, 77, og Kirsten Møldrup, 78, i DR-programmet ”Hotel Romantik”, og de to seniorer udveksler sågar et kys på en øvelse i fredagens afsnit.
På samme tidspunkt kommer Kjeld dog sammen med Bente Andersen, 71, fra programmet – og Bente vidste under optagelserne ikke, at Kjeld og Kirsten havde kysset.
- De havde jo ikke fortalt mig det, så jeg vidste det ikke, før jeg så udsendelsen, siger Bente til SE og HØR.
Hun synes dog, det var ”rigtig fint” at se Kjeld og Kirsten kysse.
- De er ude på en event sammen. Alle er euforiske. Kirsten er næsten 80 år gammel og næsten den, der klarer det bedst. De er glade begge to. Kirsten siger: ”Jeg har tørre læber, er der nogen, der har en læbepomade?”, og så er Kjeld bare rigtig hurtig og siger: ”Nej, men du kan jo få et kys”, hvorefter han giver hende et kys. Det, synes jeg faktisk, var rigtig, rigtig fint, siger Bente.
Kjeld i en nøddeskal
Ifølge hende er Kjelds kys til Kirsten bare ”Kjeld i en nøddeskal”.
- Han er så omsorgsfuld og sød og har syntes, det var sjovt. Han har været hurtig - han kunne godt fugte hendes læber. Og når Kjeld siger: ”Du må ikke sige noget til Bente”, siger han det jo også med et glimt i øjet, fortæller Bente.
Kirsten giver i programmet Kjeld ret i, at de holder kysset for dem selv, da Bente ifølge Kirsten ellers ”bliver jaloux” – men dét ligger ikke til Bente:
- Hvis der er noget, jeg aldrig er, så er det jaloux, siger hun og fastslår:
- Men hvis jeg havde en kæreste, der bollede til højre og venstre, ville jeg selvfølgelig blive rasende og smide ham ud!
I den konkrete situation, hvor Kjeld giver Kirsten et kys på øvelsen, ville Bente dog aldrig blive jaloux.
- Jeg synes, det er fint, at Kjeld er løsningorienteret og giver hende den fugt, hun behøver på sine læber, lyder det.