Khloé Kardashian og Tristan Thompson genforenet

Det skete, da det tidligere pars fælles datter kunne fejre to års fødselsdag i weekenden, og en Kardashian-fødselsdagsfejring går sjældent stille for sig. I år er der dog blevet skruet en anelse ned for festlighederne på grund af corona-situationen.
Khloé og Tristan sørgede for at sætte al uvenskab og dårlig stemning til side, da de skulle fejre Trues fødselsdag, og på trods af coronapandemi og lockdown lykkedes det duoen at gøre dagen til noget særligt for datteren, der dog måtte undvære de mange gæster, der sikkert ellers ville være dukket op.
Men på trods af mangel på gæster, så manglede der hverken gaver eller pynt i dagens anledning. Og temaet var: Lyserødt "Trolls"-tema.
- Tillykke med fødselsdagen, min søde TuTu!! Du er alle mine uforglemmelige minder i løbet af de sidste par år, de særlige, magiske øjeblikke af nutiden og løftet om en lykkelig fremtid, skriver den 35-årige realitystjerne på sin Instagram-profil.
- Du gør mit liv komplet, lyder de søde ord fra mor-Khloé, der deler den sødeste billedserie af True omringet af svævende, lyserøde balloner.
Også den 29-årige basketballspiller, Tristan Thompson, delte billeder fra den glade dag. Blandt andet af datteren omringet af mange fødselsdagsgaver.
Tristan kunne også vise en video af sig selv og datteren frem, hvor de puster lysene ud i den lille, relativt beskedne fødselsdagskage.
Khloé og Tristan gik fra hinanden i 2019 efter adskillige utroskabsepisoder. Tristan blev blandt andet fanget på video, hvor han, kort tid inden datteren kom til verden i 2018, kyssede med en kvinde på en natklub.
Dråben, der fik bægeret til at løbe over, var, da Tristan var utro med lillesøster Kylies bedste veninde, Jordyn.
Alt det fik de heldigvis sat til side for at kunne fejre datteren ordentligt. Parret har desuden brugt en del tid sammen i hjemmekarantæne, efter coronavirussen for alvor ramte USA.