
Katerina Pitzner skjulte diamanter i hårbørsten gennem lufthavnen

LÆS OGSÅ: Nyt hjem i Italien og sommerhus i Danmark: Så rig er Katerina Pitzner
Det er måske ikke et hverdagsproblem, Katerina Pitzner giver dig løsningen på.
Men skulle du nu stå en dag i fremtiden med diamanter for millioner af kroner, som du netop har købt og skal have fragtet gennem lufthavnen uden at blive bestjålet - ja, så har realitystjernen en særlig finte.
Til Radio IIII afslører Katerina Pitzner nemlig, at hun før har gjort brug af et trick, hvor hun putter de svinedyre ædelsten ind i sin hårbørste for at skjule dem for eventuelle langfingrede sjæle.
På vej hjem fra en rejse til Tel Aviv havde hun nemlig købt ind for millioner og var bange for at blive bestjålet i sikkerhedskontrollen, hvor diamanter i øvrigt ikke kan ses i gennemlysningen, fortæller hun i programmet "Vi ser på det":
- Normalt ville jeg have nogen til at fragte dem hjem for mig, men her kunne det ikke rigtig ... jeg skulle bruge dem lidt hurtigt, så jeg havde det sådan lidt: Okay, hvad gør jeg? Jeg vil jo ikke bare have dem i min taske. Så jeg tog simpelthen min hårbørste, der kan man hive fat i piggene, så det der gummi ... Der er jo sådan et hulrum derinde, og så puttede jeg dem derind, fordi hvem gider stjæle min hårbørste?
Ifølge Diamantdronningen har hun lært af israelske sikkerhedsfolk, at det mest sårbare sted, man skal igennem, når man rejser, er sikkerhedskontrollen.
Hun forsikrer dog, at hun havde alle papirer i orden, og at der altså udelukkende var tale om en frygt for at blive bestjålet - ikke noget med at smugle.
