Reality23. maj 2022

Kæmpe bommert: Alle deltagere i det svenske "Hvem holder masken" afsløret på én gang

Identiteterne på samtlige maskerede kendisser, der deltog i den nyeste sæson af ”Maskorama” i Sverige, blev lækkert på et internetforum. Selv har TV4 ingen anelse om, hvordan afsløringerne er landet på nettet
Alle de kendte deltagere - fra spillemanden til bamsen - blev afsløret allerede før programmet gik i luften 
Alle de kendte deltagere - fra spillemanden til bamsen - blev afsløret allerede før programmet gik i luften
 Foto: Magnus Ragnvid, TV4

Danskerne er i fuld gang med at gætte de kendte ansigter bag de sjove figurer i den skøre gættekonkurrence, der på dansk TV 2 bærer titlen ”Hvem holder masken”.

Men på den anden side af sundet – i Sverige, hvor programmet hedder ”Maskorama” – var der knap så meget gætteleg over sæsonen, da den komplette liste over maskernes sande identiteter blev lækket allerede ved programmets start.

Og nu er det så ifølge Aftonbladet bekræftet, eftersom finalen i det svenske program er løbet over skærmen:

Alle kendisserne fra listen- med undtagelse af en enkelt - stemmer overens med dem, der befandt sig inde i kostumerne.

Og ikke alene det. Rækkefølgen på deltagere der røg ud, var også korrekt.

Liste lækket på nettet

Afsløringen af kendte deltagere kom allerede den 20. marts, skriver det svenske medie. Altså fem dage før premieren på programmet.

Her blev en liste over de formodede kendisdeltagere lagt ud på internetforummet Flashback. Og derfor har brugere på internetforummet vidst igennem alle programmerne, at finalen ville være med de norske poptvillinger, Marcus og Martinus, skuespiller Rennie Mirro og kokken Tareq Taylor.

- Usympatisk

På TV4 kalder de det ”ærgerligt”, at den slags bliver lækket, da hele præmissen for programmet jo sådan set er, at deltagernes identitet hemmeligholdes for enhver pris.

– Frem for alt er det usympatisk over for seerne. Det ødelægger oplevelsen, fortæller producer Anika Beclijevski.

Det er naturligvis nærlæggende at tro, at det er en person tæt på produktionen, der har haft et så indgående kendskab til deltagerne, at vedkommende har kunne ramme plet i sine ”gætterier”.

Men det har Anika Beclijevski ikke haft nogen grund til at mistænke, fortæller hun.

– Vi aner slet ikke, hvor listen kommer fra. Og det er ikke noget, vi vil bruge tid på. Vi har tillid til dem, der arbejder med produktion.

Sponsoreret indhold