Reality20. september 2023

Joy fra "Mig og min mor": - Var der ingen voksne til stede?

Joy Petersen, som er kendt fra Kanal 4-hittet "Mig og min mor", retter skarp kritik mod produktionen bag det populære program
Joy og Mia var med i hele fem sæsoner af "Mig og min mor" fra 2011 til 2015. 
Joy og Mia var med i hele fem sæsoner af "Mig og min mor" fra 2011 til 2015.
 Foto: Kaspar Wenstrup

De fleste reality-fans husker nok Joy og Mia, som i 2011 tonede frem på skærmen i Kanal 4-hittet "Mig og min mor".

I det populære program fulgte seerne dem i hele fem sæsoner, hvor parret delte ud af både op- og nedturene.

Siden da har Joy Petersen lagt tv på hylden og arbejder nu som personlig træner og kostvejleder.

Men når hun i dag kigger tilbage på de gamle afsnit, er det langt fra kun med et smil på læben.

Det fortæller Joy Petersen i en story på Instagram.

- Hvis jeg sidder og ser tilbage på nogle af de gamle afsnit fra "Mig og min mor", så er der også nogle, hvor jeg ikke synes, at de skulle have været vist.

- I dag, som voksen, bliver jeg sat i en position, også som mor, som jeg ikke bryder mig om. Hvor man også kan se, at tv-holdet ikke beskyttede os. Der var også nogle af de andre par, hvor der blev delt nogle meget voldsomme ting, hvor der var små børn involveret.

"Var der ingen voksne til stede?"

I programmet var det eksempelvis ikke unormalt at se mor og datter feste sammen den ene dag og være rygende uvenner den næste.

Ifølge Joy Petersen er der flere afsnit, som slet ikke burde være blevet vist.

- Hvor jeg tænker "var der virkelig ingen voksne til stede i den produktion?" Jeg synes, det var meget, meget udstillende. Når jeg kigger tilbage i dag, så synes jeg simpelthen ikke, at det var i orden - de ting de valgte at vise.

Mia Koletzky og hendes datter Joy K. Petersen fra Kanal 4's realityserie "Mig og min mor" har begge fået brystforstørrende operation på en klinik i Lithauen - Dato: 01.12.2011Foto: Peter Grosen
Joy var 23 år gammel, da hun medvirkede i første sæson af "Mig og min mor" i 2011.
 Foto: Foto: Peter Grosen / SE og HØR

I 2021 blev Joy Petersens liv for alvor forandret, da hun blev mor til datteren Ellie - og i sin story fortæller den tidligere reality-deltager, at hun er kommet langt siden optagelserne.

- Nu er jeg heldigvis meget klogere, men stadigvæk. For i sidste ende handler det om, at vi skal passe på os selv. Vi skylder ikke nogen noget, vi står ikke i gæld til nogen. Vi står ikke i regnskab. Vi skal passe på os selv, og de børn vi har sat i verden. Det er det, mit liv handler om nu.

- Jeg har skulle rejse mig fra mit livs største kriser. Og jeg synes sgu, at jeg gør det godt. Jeg er kommet rigtig langt med mit liv og min udvikling. Så jeg er mega stolt af mig selv, det er jeg.

Svarer på kritikken

Til SE og HØR fortæller ejer af produktionsselskabet Pipeline Production, Kaare Sand, som i sin tid stod bag programmet, at produktionen gjorde sig umage med at briefe deltagerne.

- Det er efterhånden mange år siden, vi producerede "Mig og Min Mor". Men jeg husker, vi gjorde meget ud af at briefe deltagerne grundigt i, hvilke situationer vi filmede dem i.

- Med hensyn til Joy og Mia var de i høj grad selv involveret i, hvad vi skulle filme. Programmet var præget af humor, sjove oplevelser hvor samspillet mellem mor og datter var det bærende. Og jeg mindes ikke, vi er gået over stregen i forhold til, hvad der var aftalt på forhånd.

Han kan dog godt forstå, at den tidligere deltager i dag kigger tilbage på optagelserne med andre øjne.

- Men når det er sagt, kan jeg godt følge Joy i hendes kritik. Hun er formentlig et helt andet sted i sit liv i dag. Når man ser sig selv genudsendt i et tv-program, som man ikke identificerer sig med længere, kan det godt virke en smule grænseoverskridende.

- Men vi er desværre ikke herre over, hvor længe tv-stationerne synes, det er interessant at genudsende, lyder det fra ejeren af Pipeline Production, Kaare Sand.

SE og HØR har forgæves forsøgt at række ud til Joy Petersen for en uddybende kommentar.

Sponsoreret indhold