Jonas Arnesen og Maja Bebe bekræfter: - Vi er mere end bare venner
Par bliver dannet og splittet på nærmest ugentlig basis i det danske reality-miljø, og nu er Jonas Arnesen fra "Ex on the Beach" og "Paradise Hotel"-baben Maja Bebe ved at melde sig ind i klubben.
Man må dog give de to realitystjerner, at de - til forskel fra mange af deres kollegaer - tager den med ro.
Det måske kommende powerpar har over en længere periode vist hinanden frem for deres respektive følgere på Instagram.
Nu tager Jonas bladet fra munden over for SE og HØR, hvor han bekræfter, at der er en flirt kørende mellem de to.
- Den er god nok. Vi ses på lidt mere end vennebasis, men det er meget nyt, så det er ikke fordi, vi render rundt med bryllupsplaner, siger Jonas over telefonen.
Artiklen fortsætter under billedet...

Jonas og Maja ville uden tvivl være et af de flotteste par inden for dansk reality, hvis de ender med at blive kærester (Foto: Søren Lamberth & Kaspar Wenstrup)
Jonas og Maja begyndte for første gang at hænge ud i sommer, hvor de mødte hinanden for første gang.
- Vi har en del fælles venner, og vi mødte hinanden i sommer. På det tidspunkt datede vi ikke, men vi var venner og havde det sjovt sammen, forklarer muskelbundtet.
Faktisk er det ganske nyt, at venskabet mellem de to er blevet udvekslet med forstadiet til et forhold.
- Det er først for ganske nyligt, at det er blevet til mere end bare et venskab mellem os, afslører Jonas.