Reality28. august 2017

Jeanne på 112 kilo: - Jeg har fået et spark bagi

24-årige Jeanne røg ud som den første i 'Den store vægtkamp', men hun fik, hvad hun kom efter
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/den-store-vaegtkamp-jeanne.jpg
 TV3

24-årige Jeanne blev mandag aften den første til at ryge ud, da TV3 havde premiere på stationens store satsning i eftersommeren, 'Den store vægtkamp'.

Fem deltagere starter ud hver mandag og skal under kyndig vejledning af diætister og den personlige træner Rune Raahauge opnå så stort et procentuelt vægttab om ugen, at de holder sig foran konkurrenterne i kampen om ugepræmien på 20.000 kroner.

Hver aften fra mandag til onsdag sendes den deltager med det laveste vægttab hjem, indtil to konkurrenter står over for hinanden i ugefinalen om torsdagen.

Og ugefinalen må Jeanne se på TV.

Hun havde svært ved at få gang i hjemmetræningen, når hun kom sent hjem fra arbejde og havde også en decideret nedtur, da familien spiste pizza, da hun kiggede tilfældigt forbi.

Hun havde sin fedtfattige kost med, men valgte at forlade familien og tage hjem, fordi det ville blive for hårdt ikke at kunne deltage i pizza-hyggen og i stedet skulle spise sin medbragte mad.

- Så spiser de pizza. Det står s'gu i skærende kontrast til det, jeg skal have at spise. Og så må jeg også vælge ikke at være sammen med dem, det er ikke rart, siger Jeanne i afsnittet med tårer i øjnene om episoden, hvor hun forlader familien.

Senere i programmet tabte hun ugekonkonkurrencen, hvilket betød, at der skulle trækkes 500 gram fra hendes vægttab på 1,7 kilo, så hendes vægttab blev reduceret til 1,2 kilo på en uge.

I forhold til hendes startvægt på 112,1 kilo betød det, at hun med et vægttab på 1,1 procent havde tabt mindst og måtte forlade 'Den store vægtkamp'.

Men da SE og HØR taler med hende her fire måneder efter optagelserne er den unge hotelreceptionist glad for sin medvirken, som har givet hende et spark bagi.

- Jeg nåede at få startet på nogle gode vaner i den uge. Jeg har ikke trænet så intenst som i den første uge og holdt kostplanen så slavisk som i den første uge, fordi konkurrenceelementet ryger. Men det har startet noget for mig og givet mig nogle værktøjer, som jeg kan bruge fremover, siger Jeanne til SE og HØR.

Ikke mere pølsemix
Hun er stadig oppe på en trecifret vægt og har et delmål, der hedder, at hun skal ned under 100 kilo inden jul.

- Der er nogle ting, jeg allerede har lagt på hylden og ikke går tilbage til, fordi man har taget sådan en 'kold tyrker' i løbet af den uge og har kunnet se, hvor stor en effekt man egentlig kan opnå på en uge, siger Jeanne.

- Jeg var rigtig dårlig til at spise morgenmad, men i dag spiser jeg morgenmad i stedet for bare at tage noget usundt med i bilen på vej til arbejde. Hvis jeg ikke når at spise egentlig morgenmad, så snupper jeg en drikke-skyr, hvor jeg tidligere tog en fuldfed kakaomælk, siger Jeanne.

Og de gode vaner hænger ved.

- Tidligere, hvis jeg kom sent hjem efter en lang arbejdsdag, kunne jeg finde på at lave en gang pølsemix eller købe en pizza med hjem. I dag tager jeg en nøglehulsmærket pastaret i stedet, siger Jeanne.

Hun vil fortsat tabe sig, men ikke så 'fanatisk' som i den første uge.

- Jeg går i den rigtige retning, og tager det i mit eget tempo og føler mig godt klædt på, siger Jeanne.

Hun føler sig lidt nervøs ved at have stillet sig op på landsdækkende TV og skiltet med sin vægt.

- Det bliver hårdt at skulle se sig selv, og at det bliver så offentligt, for min vægt er ellers ikke noget jeg nogensinde har snakket om, men det er positivt med det spark, og det er sundt for mig, og jeg vil rigtig gerne gøre mig umage, siger 24-årige Jeanne til SE og HØR.

Du kan se et klip med Jeanne på viafree.dk, hvor hun fortæller om, hvordan det går i dag.

Se galleri med alle deltagerne i den første uge af 'Den store vægtkamp':

Den store vægtkamp, uge 1, august 2017

Sponsoreret indhold