Reality6 timer siden

Isabell og Vivi Bach svarer på BBL-kritik: Tager afstand til Fie Laursen

Isabell og Vivi Bach har fået et hav af skønhedsoperationer, og nu svarer realitytvillingerne på den kritik, som de og andre influencere har fået for at promovere de kosmetiske indgreb
I interviewet her svarer Isabell (til venstre) og Vivi Bach (til højre) på den kritik, som influnecere, der promoverer skønhedsoperationer, har fået på det seneste.
 Video: Kaspar Wenstrup

LÆS OGSÅ! FIE LAURSEN HÆVDER: TVUNGET TIL AT LYVE

Efter DR-serien "Løgnen i dit feed" raser debatten om influencere, som på deres velbesøgte profiler promoverer skønhedsoperationer.

Nogle, som i den grad har lagt sig under kniven for skønhedens skyld, er tv-tvillingerne Isabell og Vivi Bach.

De er lige nu aktuelle i Viaplay-programmet "Vivi og Isabell: Os mod verden", og i den forbindelse har SE og HØR forholdt dem den kritik, som flere eksperter nu turnerer rundt i de danske medier med.

Tvillingerne har fået lavet nærmest alt, der kan laves: brazilian butt lift, større bryster, ny næse, filler i læberne. Vivi og Isabell er som sådan enig i kritkken, om at de fleste influencere ikke lever op til det store ansvar, der følger med at have en stor platform.

- Jeg forstår 100 procent kritikken, men jeg vil også sige, at der er meget forskel på os kontra Fie Laursen eller Regitze, slår Vivi fast over for SE og HØR og uddyber:

- Jeg lavede et program, hvor man kan se det (operationen red.) fuldstændig, som det er, og jeg siger også, at jeg aldrig ville bruge 30.000 kroner på en BBL-operation i Tyrkiet. Vi betalte næsten 100.000 for vores.

Isabell Bach, Vivi Bach
Isabell (til venstre) og Vivi (til højre) er lige nu aktuelle med deres helt eget Viaplay-program.
 Foto: Kaspar Wenstrup

Da Vivi fik lavet sin brazilian butt lift-operation, betalte hun altså selv, og hun reklamerede heller ikke for den klinik, der gav hende en smallere talje og større numse. Selve indgrebet har hun dog talt meget om på både sin egen Instagram-profil, i tv-programmet "Vivis nye numse" og i interviews med medier.

Hun har dog gentagende gange takket nej, når mere eller mindre lyssky klinikker har tilbudt hende en gratis operation. Blandt andet er "Paradise"-vinderen blevet tilbudt at få en gratis næseoperation.

Ansvaret er vores!

I "Løgnen i dit feed" har både Fie Laursen og Regitze Bach travlt med at skubbe ansvaret væk fra sig. Førstnævnte hævder, at hun blev tvunget af klinikken til at tale usandt om operationen og hævde, at det hele gik strålende. Hvilket det ikke gjorde.

Regitze klager i DR-programmet over, at "ingen havde fortalt hende, hvor farlig operationen var". Altså brazilian butt lift, som i et årti er blevet kaldt "verdens farligste skønhedsoperation" af førende læger og eksperter.

Den køber Vivi og Isabell ikke, og den mest kendte af tvillingerne slår fast, at ansvaret udelukkende er hos den person, som lægger sig under kniven for at få en større bagdel.

Isabell Bach, Vivi Bach
Isabell og Vivi har fået lavet de præcis samme skønhedsoperationer.
 Foto: Kaspar Wenstrup

- Man har selv et ansvar for at undersøge alle risici ved den her operation, og jeg føler lidt, at de fralægger sig ansvaret. Vi går ikke ind for at promovere det, men vi står ved, at vores kroppe ikke er naturligt lavet, og at man ikke kan få den her talje ved bare at gå ned i et træningscenter, siger Vivi, som bliver bakket op af sin søster.

- Det er en vanvittig operation. Det kan I også se i serien, for det gik fuldstændig galt for mig, også selv om jeg havde betalt 100.000 kroner for det. Men man skal vælge stedet omhyggeligt, fordi du betaler for det, du får, slår Isabell fast.

Åbne kort

For begge tvillinger har det været vigtigt, at de har været fuldstændig ærlige over for deres følgere og seere.

De mener ikke selv, at de har tegnet et glansbillede af den livsfarlige operation, som de begge har været igennem.

- Om nogen føler jeg, at jeg er den i branchen, som er ærlig omkring alt med mine operationer. Jeg kender mange, der ikke går ud og siger, hvad de har fået lavet, hvilket jeg forstår, fordi man får rigtig mange dumme kommentarer med på vejen, slår Vivi fast.

- Jeg går meget ind for at være ærlig omkring det, fordi det er ikke noget galt med at få det lavet, man skal bare virkelig tænke sig om, og man skal selv tage ansvar for, hvis det går galt. Så har man selv skrevet sig op til det, uddyber hun.

De to mener dog ikke, at det burde være ulovligt for influencere at dele ud af deres skønhedsoperationer og kosmetiske indgreb. De mener, at det ville skade deres unge følgere mere.

- Det, synes jeg, ville være helt forkert, fordi så får de unge mennesker et helt forkert billede af, at det er naturligt at se ud, som vi gør, og det er det ikke, svarer Isabell.

Se interviewet med Isabell og Vivi i videoen øverst i artiklen!

Sponsoreret indhold