Reality20. oktober 2022

Gustav Salinas blander sig i politik: Kritiserer ældreplejen

For halvandet år siden mistede Gustav Salinas sin mormor, og i anledning af valgkampen har tv-kendissen valgt at rejse kritik af den måde, vi behandler vores ældre på i Danmark
Gustav Salinas
Gustav Salinas er meget kritisk over for ældreplejen i Danmark.
 Foto: Peter Grosen

- Jeg blander mig generelt ikke i politik, da jeg ikke vil støde nogle mennesker. Og jeg udtaler mig ikke om ting uden jeg har set eller oplevet det selv.

Sådan indleder Gustav Salinas et langt opslag på sin Instagram-profil, hvor han midt i valgkampen blander sig i politik.

Han har nemlig en del budskaber, han gerne vil ud med. Realitydeltageren er langt fra tilfreds med den behandling, som ældre i Danmark får.

Hele opslaget kommer på baggrund af Gustavs egne oplevelser med ældreplejen. Indtil hans mormor gik bort for halvandet år siden, har han set det med egne øjne.

Først kritiserer Gustav de økonomiske forhold med udgangspunkt i sin egen mormor, som havde en selvbetaling på husleje og pleje på omkring 10.000 kroner om måneden.

Herefter bliver han mere konkret i de svigt, som mange af landets ældre oplever.

- Jeg opdagede flere gange, da jeg tog ud på plejehjemmet, at flere af de ældre mennesker ikke får besøg, da deres venner måske er gået bort, eller de bare ikke havde et netværk. Jeg blev ofte utrolig ked af at se så mange mennesker være ensomme, skriver Gustav og fortsætter:

- Og jeg forstår godt, at SOSU-assistenterne ikke har flere timer om dagen til at sidde og snakke med de ældre, når de har så mange mennesker, de skal stå for.

Den manglende tid til de ældre er ikke det eneste, som Gustav kritiserer ældreplejen for.

- Maden, ja der må jeg indrømme, at det ikke var noget, jeg selv gad at spise. Jeg glemmer aldrig en formiddag, hvor jeg kom forbi, hvor de serverede en billig roulade fra Netto til beboerne for 5 kr. Min mor og min familie sørgede generelt for at købe mad til min mormor, da hun ikke ville spise det, der blev serveret, skriver tv-kendissen.

Gustav kommer i sit lange opslag med flere kritikpunkter. Han forstår simpelthen ikke, hvordan vi i Danmark kan behandle vores ældre så mangelfuldt.

- Jeg kan virkelig undre mig over, hvordan vi bruger vores skattekroner. Folk, der har arbejdet hele deres liv, betalt sin skat og gjort sit for samfundet, ligger og rådner op på diverse plejehjem. Men er du kriminel, så får du gratis husleje, psykologtimer, lækker mad og sjove aktiviteter, skriver Gustav.

Læs hele opslaget her:

Sponsoreret indhold