Reality15. juni 2022

Fie Laursen vender på en tallerken: Mateo bliver alligevel brugt som reklamesøjle

Den 25-årige skandaleinfluencer har tidligere proklameret, at hun aldrig kunne finde på at bruge sit barn i reklamer. Nu har hun tilsyneladende ombestemt sig
Fie Laursen
Fie Laursen blev mor til lille Mateo for blot seks dage siden.
 Foto: Instagram/Privat

Det hører ikke just til sjældenhederne, at influencerbørn eksponeres på de sociale medier og i den grad bliver brugt som ansigtet udadtil i diverse reklamer.

Derfor er det naturligvis heller ikke underligt, at Fie Laursen, der for knap en uge siden blev mor for første gang, da lille Mateo kom til verden, bruger sin søn som reklamesøjle.

Hvis altså ikke det var, fordi Fie tidligere har taget kraftigt afstand til netop dét at dele billeder og videoer af børn – og desuden udtalt, at hendes søn til en begyndelse aldrig ville få sit ansigt eksponeret online. Og da slet ikke blive brugt i diverse reklamer.

Allerede i DR2-programmet “Abdel mellem fjender: Uffe Holm og Fie Laursen” fra 2019 kritiserede frøken Laursen den succesfulde komiker for altid at dele videoer af datteren Holly.

– Jeg tror bare, det er hårdt at blive kendt som barn, lød det blandt andet fra Fie Laursen, der selv blev kendt som 14-årig, og som desuden påpegede, at der i den grad er risiko for, at billeder og videoer af børn online får konsekvenser for dem som voksne – fx hvis de er flove over og utilfredse med indhold, deres forældre har delt.

Vender på en tallerken

Der gik dog ikke mange minutter efter lille Mateos fødsel, før hele verden kunne se den nye verdensborgers ansigt. Naturligvis på Fies egen Instagram-profil – men også på den profil, som hun har lavet til sin lille søn.

Og annoncerne med Mateo som reklamesøjle optræder da også i stor stil på begge Instagram-profiler, når Fie spørger sin følgere til råds om livet som mor – blandt andet, når hun reklamerer for et særligt babybad, barnevogn, suttekæde osv.

Noget tyder altså på, at Fie Laursen i den grad er kommet på andre tanker, når det handler om dels at dele billeder og videoer af børn – og dels når lille Mateo i stor stil, og i sit blot seks dage korte liv, allerede nu fungerer som reklamesøjle og således unægtelig bidrager til husstandens indkomst.

SE og HØR har adskillige gange forsøgt at få en kommentar fra Fie Laursen, men hun er på nuværende tidspunkt endnu ikke vendt retur på vores henvendelser.

Sponsoreret indhold