"FBOY Island": Jackie overnattede hos Therese – det skete der, da kameraerne slukkede
Efter otte lange afsnit er det endelig tid til, at de tre kvindelige hovedpersoner i "FBOY Island" får muligheden for en overnatning alene med dagens dates.
Både Sinas (og Nikitas) Mik og Ladys Diar får lov at ligge på en madras på gulvet i lobbyen, men Jackie Anker bliver inviteret ind i Therese Paxvigs soveværelse.
Herefter slukkes kameraerne, og hvad der ellers sker, bliver overladt til seernes fantasi. Indtil nu.
Lyt også til "Sladderministeriet" med Joachim, Mantas og Mikkel fra "FBOY Island" her:
Til SE og HØR afslører Therese nemlig, hvad der foregik bag lukkede døre, efter kameraerne forlod parret cirka halv to om natten og kom tilbage halv seks til morgenkaffen.
– Vi lå sådan set bare og løste sudoku. Og så betød tiden uden kameraer, at vi kunne have nogle samtaler om ting, vi ikke kunne tale om ellers, fordi vi ikke ønskede det skulle ud til hele Danmark. Gode, dybe samtaler, hvor vi afstemte vores forventninger til efterspillet, hvis vi skulle fortsætte vores relation derhjemme, begynder Therese Paxvig og fortsætter:
– Vi havde den allerbedste samtale der, hvor man kunne være 100 procent sig selv. Når kameraerne er tændt, tænker man over, hvad man siger – og familierelationer og opvækst kan være relevant for en potentiel partner at vide, men det er ikke sikkert, man vil dele det med hele landet. Så vi løste sudoku og grinede, og det var første gang, vi havde så lang tid sammen uden kamera.

Det der med at "løse sudoku", hvad er det kode for?
– Vi løste sudoku. Der var ingen hanky panky. Hvis det endelig skulle foregå, så skulle det ikke være der – det var hverken tidspunktet eller stedet, forklarer Therese og uddyber:
– Der var stadig andre mennesker i spil, så det ville være upassende.
Det er dog tydeligt for seerne, at der foregår noget helt særligt mellem hende og Jackie, og det er skønheden heller ikke sen til at indrømme.
– Det var absolut også specielt. Der er ingen tvivl om, at vi connecter på et dybere niveau, end Oliver og jeg gør. Vi har en anden relation. Men der skete ikke mere. Jeg ønskede heller ikke, at det skulle ske.
Derfor løser Therese og Jackie sudoku
Det må være første gang, vi hører om et tv-par, der bruger alenetiden på at plotte tal ind i felter, men det var ikke desto mindre, hvad der skete, da Therese Paxvig og Jackie Anker endelig fik tid sammen uden kameraer.
– Vi har ikke noget underholdning i pigernes villa – der er hverken tv, blade eller spil. Jeg fortæller Jackie, at vi ikke har noget at aflede tankerne med, så til en af vores minglinger giver han mig en sudoku i gave.
– Jeg blev så glad for den og stod op klokken halv seks hver dag og løste sudoku. Han havde skrevet en kort besked til mig på forsiden. Han er så sød.