Efter "True Love": Derfor gik det galt mellem Trine Skjollander og Casper Bennick – det gør de med pengene
Trine Skjollander og Casper Bennick blev fejret med pomp og pragt – og en stor pengepræmie – da de forlod "True Love" som vindere. De mente nemlig begge at have fundet den sande kærlighed, og det var programmets løgnedetektor enig i.
Men to til fire uger efter finalen (det afhænger af, hvem af de to, man spørger), hvor Trine Skjollander og Casper Bennick havde erklæret deres kærlighed til hinanden, valgte de to realitydeltagere at gå fra hinanden.
Ifølge dem begge på grund af, at parret simpelthen ikke kunne få hverdagen til at fungere.
Nu uddyber Casper Bennick til SE og HØR.
– Jeg havde brug for mere bekræftelse, og Trine var ikke den type. Vi levede i en boble dernede, hvor det hele var lyserødt, og det gik lidt for hurtigt, forklarer realitydeltageren, der nu har tre datingprogrammer på samvittigheden.
– Jeg blev revet med, for da vi vandt, følte jeg, at vi var meant to be. Så nåede jeg ikke at mærke efter.
Efter Trine og Casper kom hjem, mødte de hurtigt hinandens familier.

– Så faldt det lidt fra hinanden. Jeg prøvede at lufte idéen: "Hvad skal der til?", men hun begyndte at trække sig, og så er min forsvarsmekanisme også at trække mig, fortæller Casper Bennick.
– Så var vi ikke 100 procent in love.
Stadig single
Både Trine Skjollander og Casper Bennick fortæller, at de i dag – cirka tre måneder efter bruddet – stadig er single.
– Jeg har ikke datet siden. Tror ikke, jeg gider at date. Føler ikke rigtig, der er nogen derude for mig pt. Så det står meget stille. Jeg nyder at være mig selv, fortæller Trine, der ikke længere har kontakt til eksen.

– Vi taler ikke sammen. Vi er ikke uvenner. Men vi behøver jo ikke holde kontakten, for vi har intet at snakke om længere jo, slår hun fast.
Casper Bennick har været på en date her og der siden bruddet.
– Jeg kan jo ikke være single for evigt. Men jeg vil heller ikke nøjes, siger han.