Reality15. juni 2022

Det første “Bachelor”-kys: Victoria troede, det hele var løgn

Amorinerne fylder i den grad luften under daten mellem Philip og Victoria
"Bachelor"-Victoria
Victoria er den heldige vinder af sæsonens første "Bachelor"-kys.
 Foto: Lotta Lemche/TV 2

Der går noget nær et splitsekund, før “Bachelor”-charmøren, Philip, inviterer den nyankomne Victoria med på alenedate.

Her skal de to til en begyndelse være aldeles aktive sammen og zipline mellem trækronerne i de luksuriøse omgivelser i Caribien. Noget, som på en og samme tid er både nervepirrende og et kæmpehit.

Herefter melder sulten naturligvis sin ankomst, og parret slutter dagen af med en romantisk middag ved stranden – og sæsonens første kys.

– Jeg kan huske, at jeg egentlig troede, at jeg ikke var den første. Jeg tænkte, at han 100 procent havde kysset med andre, fortæller Victoria til SE og HØR og uddyber, at hun var overbevist om, at Philip havde byttet mundvand med flere af de kvinder, han tidligere havde været på alenedate med.

Artiklen fortsætter under billedet …

"Bachelor"-Philip og Victoria kysser
En aktiv date slutter for "Bachelor"-Philip og Victoria med en romantisk middag og sæsonens første kys.
 Foto: TV 2

– Og da jeg så fandt ud af det, tænkte jeg “hold da op”. Det var da lidt specielt at være den første. Men også dejligt, fordi jeg syntes, at Philip var sød, lyder det videre fra den 23-årige psykologistuderende, der således af produktionen fik at vide, at den altså var god nok – hun var den første.

Alt tyder da også på, at kemien var helt i top mellem de to turtelduer, der ifølge Victoria havde masser at tale om og god kemi.

Og måske var det også allerede her, sommerfuglene for alvor flyttede ind i maven hos Victoria:

– Jeg kunne mærke, at der efter daten var noget, der triggede inde i mig. At der begyndte at være lidt følelser i det, forklarer Victoria videre til SE og HØR og uddyber, at hun herefter så sig nødsaget til at tænke kreativt, når Philip datede andre kvinder i “Bachelor”-huset:

– Jeg lod, som det ikke var samme fyr, vi datede. Jeg prøvede ligesom at manipulere med mine egne tanker omkring det. Fordi jeg syntes faktisk, at det var virkelige ubehageligt.

Victoria forklarer videre, at særligt situationer ved fx minglingerne var vanskelige, fordi hun ikke kunne følge med i, hvad Philip talte om og lavede med de andre kvinder:

– Jeg havde så svært ved at være i det.

Hvordan kærlighedsrelationen mellem Victoria og Philip udvikler sig, kan du se tirsdag, onsdag og torsdag i “Bachelor” på TV 2 Play.

Sponsoreret indhold