Det er slut: Sarah Tiedt og Türker Alici går fra hinanden

LÆS OGSÅ: Sarah Tiedt og Türker Alici i Thailand: - Det er ubehageligt
"Nogle gange handler kærlighed ikke om at holde fast, men om at give slip med respekt."
Sådan lyder ordene fra Sarah Tiedt, der mandag kan fortælle, at hun og Türker Alici officielt er rykket til Splitsville.
Det sker i et opslag på Instagram, hvor hun også kan afsløre, at bruddet skete for flere måneder siden efter en lang og svær kamp.
"Vi kæmpede i et års tid for at få tingene til at fungere. Men nogle gange må man indse, at tingene som skal fungere, skal fungere på andre måder, end det man først troede," skriver Sarah Tiedt og fortsætter:

"Vi tog den fælles beslutning for næsten 3 måneder siden om at gå “hver til sit” - en nyhed for jer at læse, men en bearbejdet process for os som er forgået i ro og for os selv."
Skal man tro de to realitystjerner, så er der dog intet ondt blod mellem dem. De har nemlig sørget for at afslutte forholdet med en forhåbning at fortsætte som venner.
"Nogle kapitler slutter ikke med vrede, men med forståelse. Vi vælger hver vores vej – med taknemmelighed for det, vi delte. En fælles beslutning, en enighed, en forståelse, en ro og en ny begyndelse som gode venner."
Sarah og Türker har sammen datteren Kadera, der kom til verden i maj 2023.