Reality4. september 2017

Den store vægtkamp: Patrick gik ned, da kameraerne slukkede

Patrick fra 'Den store vægtkamp' fik en nedtur efter sin exit fra programmet
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/den-store-vaegtkamp-patrick1.jpg
 Foto: TV3

22-årige Patrick virkede decideret ulykkelig over sin høje startvægt på 174,4 kilo, da han fortæller om sine bevæggrunde for at være med i 'Den store vægtkamp', hvor fem nye deltagere i fire måneder under vejledning af diætister og personlig træner Rune Raahauge via sund kost og motion konkurrerer om at tabe sig mest procentuelt i jagten på præmien på 20.000 kroner og et mere langsigtet mål om en varig livsstilsændring i en sundere retning.

- Jeg føler, jeg er ved at begå aktivt selvmord. Jeg kan dø af det, hvis jeg bliver ved på denne måde, siger Patrick.

Hans selvværd og muligheder for udfoldelser med venner og familie er også begrænset.

- Jeg kan ikke komme ud at rejse, for jeg kan ikke være i et flysæde. Jeg er bange for at stole vil brase sammen under min vægt, når jeg er ude. Jeg har også problemer med, hvordan jeg skal placere mine 174 kilo som passager i en bil for at undgå at belaste bilen for meget. I det hele taget føler jeg mig som en belastning for dem, jeg holder af, siger Patrick.

Den store vægtkamp: Vejer mere i dag

I dag - fire måneder efter starten - vejer han mere end da han begyndte, men han har en plan for, hvordan han når sit mål om at komme ned på 110 kilo.

I dag står vægten på 176 kilo - altså små to kilo mere end ved begyndelsen.

Patrick røg ud af konkurencen om de 20.000 kroner efter en uge som den første på sit hold, selv om han var stærkest i både den indledende test og i ugekonkurrencen, hvorved han kunne lægge 500 gram til sit vægttab.

Men selv om han trænede næsten hver dag den første uge og holdt sig på 1.000 kalorier om dagen, så havde han tabt sig 0,1 procent mindre end Matthias, da regnestykket blev gjort op efter den første uge. Og med et vægttab på 1,9 procent af sin kropsvægt endte han med at have tabt sig mindst af de fem 'store drenge', der tilsammen vejede ind til lige omkring 985 kilo.

- Da jeg røg ud efter en uge, røg jeg ned i et decideret sort hul. Jeg har nogle diagnoser, blandt andet angst, og noget af det slog igennem, og jeg isolerede mig og passede bare lige mit arbejde, men lå ellers på sofaen. Kostmæssigt og træningsmæssigt røg jeg helt over i den modsatte grøft i forhold til den første uge, siger Patrick til SE og HØR.

Hans støtte i programmet, vennen PT, som skulle hjælpe ham med at passe træning og kostplan, blev lukket ude.

- PT gjorde alt hvad han kunne for at holde mig til ilden. Det var mig, der isolerede mig og ikke havde overskud til andet end bare lige at komme igennem arbejdsdagen. Selv om PT kunne stå lige ved siden af mig og råbe, at nu skulle vi træne, så trænger det ikke ind, når jeg har det, som jeg havde det i den periode, siger Patrick, der er seniorrådgiver i teknisk support i virksomheden Webhelp.

https://imgix.seoghoer.dk/den-store-vaegtkamp-patrick2_0.jpg

Patrick (t.v.) lukkede sin næreste ven PT ude, da han isolerede sig under sin nedtur. (Foto: TV3)

Da han gik ned, var han selv klar over det, men kunne ikke gøre noget.

- Det var som om, jeg stod og betragtede mig selv gennem en glasvæg. Jeg var klar over, at jeg ødelagde det for mig selv, men lige meget hvor hårdt jeg hamrede på glasvæggen, kunne jeg ikke trænge igennem til ham på den anden side. Når jeg står i en sådan situation - det er heldigivis ikke så ofte - så er det forfærdeligt, for alt det, jeg ellers har kæmpet for, det bliver glemt, siger Patrick.

Selv om hans tid i programmet blev kort, føler han, at han fik nogle værktøjer med i form af blandt andet opskrifter, og at Rune har inspireret ham i forhold til træning. Han har i dag stadig skriftlig kontakt med Rune Raahauge om træning.

- Jeg har lavet min egen 2020-plan. Jeg skal ned under 150 kilo senest den 31. december i år. Og derefter skal jeg inden 2020 ned på 110 kilo - det har jeg så to år til at nå. Hvis jeg holder mig til den plan, så kan jeg gøre det på min måde, uden at sætte en masse begrænsninger op for mig selv, der gør livet surt at leve. Der skal være plads til at gå ud at spise engang imellem, og der skal være plads til at gå i byen med mine kolleger fra tid til anden og så leve sundt den øvrige tid. Hvis jeg sætter for mange 'hegn' op for mig selv går mit sind og min krop over i den helt modsatte grøft, og så vælger jeg at gøre alt det, jeg ikke må, siger Patrick til SE og HØR.

Han har været glad for at være med i programmet.

- Jeg fortryder absolut ikke min medvirken. Jeg har fået flere ting med, jeg kamn bruge i dag, og jeg har også i dag en dialog med Rune, så det har alene været en god oplevelse, siger Patrick.

Se galleri med 'de store drenge' fra uge 2 af 'Den store vægtkamp':

Den store Vægtkamp Uge 2, september 2017

Sponsoreret indhold