Den første knækker: Anders "BUSCHCRAFT" sender sig selv hjem fra "Alene i vildmarken"

LÆS OGSÅ: Lagde du også mærke til de to bivuakker i "Alene i vildmarken"?

Det skulle være så godt. En hel sæson af ”Alene i vildmarken”, hvor alle deltagere har de bedste forudsætninger for at være længe i den barske, finske natur, fordi de kommer med hver deres overlevelsestalent.

Og godt var det da også for 34-årige Anders ”BUSCHCRAFT”. Men det blev kort.

For selv om han var ”ret meget oppe at køre over”, hvad han kunne få gang i ude i vildmarken, fik han allerede på ottende dag svært ved at holde hovedet oppe.

Han har ikke fået en skid at spise. Otte kopper vand er det blevet tid for buschcraftinstruktøren.

– Det er ikke de manglende fisk, der pisser mig af. Det er min manglende evne til at håndtere det. Det er blevet en sort sky på dagen, siger Anders i ugens afsnit, som er det andet i rækken.

– Det er meget hurtigt blevet et meget tankefokuseret ophold i naturen for mig, det her. Hvor jeg ret ofte bebrejder mig selv for ting og de valg, jeg tager. Hvis jeg skal være herude så længe, som jeg kan, så skal mit mentale game også være stærkere, end det er nu.

På dag ni laver han et rocket stove, som er et naturkomfur af træ, som han varmer vand på, da det ellers fryser til is.

Men kort efter trykker han på knappen, der sender ham ud af programmet.

– Der er selvfølgelig altid et pres fra naturens side. At man skal skærme sig selv, og man skal arbejde for varmen. Men også presset til at præstere. Jeg har været hård mod mig selv alle dagene, kan jeg mærke. Og det blev i sidste ende til en kritik af dagens gang, som jeg skulle gøre op med hver eneste aften.

– Det er desværre mig selv, der har sendt mig hjem.

Til SE og HØR uddyber overlevelsesinfluenceren sit hurtige exit:

– Jeg er bestemt ikke tilfreds med antallet af dage, men jeg har accepteret fuldt ud, at min mentale grænse var nået. Jeg lagde en ny slagplan natten til dag ni, men jeg havde mistet lysten til at fortsætte, da jeg havde indset, at forventningerne, jeg havde til mig selv, var for store – og jeg havde fundet ro i, at det også var okay at opdage min grænse.

– Det var en voldsom oplevelse at indse min begrænsning, men roen i accepten var så kraftig, at jeg var nødt til at følge min mavefornemmelse. Det fortryder jeg bestemt ikke. Jeg er glad for, at jeg holdt fast i mit valg, men ikke tilfreds.

– Men jeg er landet godt i den beslutning.

Med sig hjem havde Anders to sten til sønnen Klint på tre år. Han fortæller, at Klint blev glad for dem, men har svært ved at forstå betydningen og grunden til, at far var væk.

– Jeg håber han kommer til at forstå mine valg i programmet, og med tiden ved, at stenene jeg fandt betyder, at jeg altid tænkte på ham.